Stop - og tænk.

"Hvad hvis OL havde kombisport på programmet?" spurgte den danske satiregruppe Klub Klam tilbage i 2002. Det var selvfølgelig en grotesk forestilling, et vildfarent miskmask af sportsgrene, hvor jockeyen sparker fjerpucken ind mellem målkurvene. Eller noget i den retning, jeg kan ikke huske detaljerne, for en væsentlig pointe med sketchen var at tempoet skulle være højt nok til at overvælde lytteren. Idéen var dog rigtig sjov, om end ikke ny; min gamle 'partner in crime' når det kom til udvikling af idéer af denne type, Jens Roland, foreslog således omkring samme tidspunkt 'forhindrings-bob'! Den fremragende sportsfarce Baseketball bygger på samme tanke. Hvordan ville sportsgrene se ud hvis man kombinerede dem?

På mange måder er det selvfølgelig noget pjat, men selve gameplayet i 'baseketball' kunne måske godt fungere. Det er en slags udvidet skydekonkurrence med en basketball og -kurv, og efter sigende inspireret af en af producenternes eget slæng. Fungere kunne 'forhindringsbob' næppe. Men hybrid-sportsgrene behøver ikke være pjattede, fx lever håndbolden (som klart forekommer mig at være en hybrid af fodbold og basketball) i bedste velgående her i Skandinavien.
Men det sjove, hvis jeg skal følge Klub Klams opfordring nede fra 2002 (denne blogposts titel: "Stop - og tænk"), det ville være at flytte kendte sportsgrene til uvante omgivelser. Det vil sige, i stedet for at gentænke det vi kunne kalde 'gameplay', altså selve konkurrencens forløb og regler, så kunne man gentænke konkurrencens rammer og vilkår. Det kunne der komme nogle overmåde spændende konstruktioner ud af.

I min cykelsportsfase fantaserede jeg meget om alternative udformninger af cykelløb. Især etapeløb, for det er utroligt så lidt man behøver at ændre for at man får at gøre med en væsensforskellig sportsbegivenhed. Jeg kan huske at jeg forestillede mig et etapeløb for landshold. Altså hvor rytterne ikke kører for deres sædvanlige firmahold, men for landsholdene som man kender fra landevejs-VM, et endagsløb. Bare denne lille justering ville betyde et markant anderledes løb end de øvrige etapeløb (dengang forestillede jeg mig at løbet skulle have ca. samme længde som fx Paris-Nice).
Når rytterne ikke er vant til at køre på hold sammen, som de er når de kører på firmaholdene, kunne man sikkert opleve visse forviklinger. Lige som et interessant moment kunne være ryttertyperne, som har tendens til at gruppere sig omkring bestemte nationaliteter. Italienere er små og lette i bjergene, belgiere er mere massive og tunge. Der er selvfølgelig undtagelser, men der er klare tendenser.
Samtidig går der gennem alle disse idéer jeg har haft til gentænkning af cykelløb en begejstring for det helt ekstreme. Lange tidskørsler, individuelle og holdkørsler. I praksis kunne det derfor være blevet ret svært for en anden end en spanier (Indurain, Olano, Mauri) eller en schweizer (Rominger, Zülle) at komme i nærheden af førertrøjen efter holdtidskørslen i starten af løbet, som jeg forestillede mig rigtig lang (100-150 km.). Jeg fantaserede også om mulighederne af at holdene kunne have 15 ryttere hver. Sikke et rod det kunne være blevet!

Endnu værre, stadig inden for cykling, var min idé om et etapeløb fra Gibraltar til Nordkap. Det ville blive et løb så ekstremt at det i karakter nærmer sig Jens Rolands forhindrings-bob. Alene længden (dobbelt så langt som et treugers-etapeløb normalt var dengang) og overvejelser om placering i kalenderen (uden for sommermånederne er Nordkap selvsagt helt utilgængeligt land på cykel). Hvor lange skulle etaperne være? Umuligt lange. Hvor mange af bjergene kunne man realistisk set komme uden om på den lange vej nordpå, og hvor mange skulle man alligevel inkludere? Løbets længde alene, og den uundgåelige tiltagende kulde, kunne jo sørge for en naturlig udskilning i toppen af klassementet - for slet ikke at tale om i bunden af det! Risikoen for sygdom, som er en vigtig nok faktor i hårdhedsgraden af et konventionelt etapeløb, ville måske anspore til en vis forsigtighed i løbet. Det ville blive et løb for de rigtig robuste, de virkelig hårde.
Jeg forestillede mig selvfølgelig at Indurain ville være helt urørlig. At selv let kuperede etaper i Midtsverige kunne slutte med Indurain alene i mål, adskillige minutter foran de nærmeste forfølgere (som sikkert ville være andre hårde temporyttere som Rominger, Bugno, Zülle). Men den fantasi rummer jo et betydeligt hul: Cykelsporten var dengang en gentlemanssport, under Indurains regime. Det var inden Armstrong bragte sin få-hvad-du-kan-ta'-attitude ind i sporten. Og hvis Indurain, i kraft af sin dominans i de umenneskeligt lange tidskørsler og sin soliditet i de hårdeste bjerge, ville hans motivation for at angribe hårdt eller køre lange solotogter på de sidste kolde og mørke etaper gennem Nordnorge være ikke-eksisterende. Spændingen i løbet kunne med andre ord være væk gennem de sidste mange, mange dage.
Det syntes jeg selvfølgelig også var meget flot at tænke på (og etapesejrene skulle der jo også stadig køres om), og der er nu stadig noget fascinerende ved et stærkt decimeret cykelfelt iklædt overtrækstøj, rullende med 28 km/t ind i Nordkap i tusmørke og frostdis. Med lygter på cyklerne, fire Banesto-ryttere i front og Indurain i gult. På sidste etape ville ingen garanteret have overskud til at tænke på etapesejren, efter over 6000 kilometers cykelløb gennem halvanden måned.
Om ikke andet en formidabel æstetisk oplevelse. Hvis man tænker lidt over det, var jeg med denne idé mere end et årti forud for norsk tvs Hurtigruten-program fra i sommer. Det praktiske gør man nok klogt i ikke at tænke for meget over.

Det er selvfølgelig mest cykelløb jeg har 'udviklet' på, og jeg kan også huske at jeg - som eksempel på en realiserbar idé - spekulerede over afvikling af et holdløb som en stafet. Altså hvor rytterne på skift kører en enkeltstart, og afløser hinanden. Vinderholdet er selvfølgelig det der har den hurtigste tid på de fem ryttere der kører løbet. Eller fire - den klassiske 100 km-distance kunne være ideel til sådan et eksperiment. Så skulle hver rytter kører 25 km. enkeltstart. Meget interessant, hvis jeg selv skal sige det. Og så er det kombisport på den måde at det er et lån fra langrend på ski.

Denne idé får mig til at tænke lidt videre over mine gamle idéer, og jeg kommer helt sikkert til at vende tilbage til kombisports-tanken på et senere tidspunkt. Indtil videre har jeg jo også kun berørt mine gamle idéer om cykelløb - ikke nogen andre sportsgrene. Det kommer senere.