Kamil Stochs forsvindingsnummer

Jørgen Leth skrev et jazz-inspireret digt nede i 50'erne, som han kaldte "En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem". Det er også titlen på en antologi over Leths jazzskriverier, som jeg er i gang med at læse for tiden.

I går forsvandt Kamil Stoch i Innsbruck.

Han har så tiltalende et potentiale, denne polak. Ingen skihopper har en finere stil end han, han ligger roligere i luften end selv Thomas Morgenstern, og har en stoisk udstråling når han sidder på startplanken. Endnu mere end de andre hoppere. Kamil Stoch skiller sig ud. Flere af skihopperne er karakterfulde, i særdeleshed østrigerne og nordmændene (de får vel mest tv-tid i deres hjemlande), men det er det egentlig ikke mit indtryk at Kamil Stoch er. Det er bare som om han hopper i sin egen konkurrence, på sin egen bakke, i sin egen verden.

Første gang jeg lagde mærke til Kamil Stoch var da Eurosport viste sommerskihop fra Klingenthal i oktober. Stoch førte efter første runde og landede et sikkert vinderhop som sidste mand på bakken. I sin egen verden.
Men der er også noget meget skrøbeligt over ham. I Innsbruck havde Kofler, vel den mest teatralske af alle hopperne, igen skippet kvalifikationen, således at han måtte starte med rygnummer 50. Stoch havde vundet kvalifikationen, og skulle altså direkte op imod World Cupens førende hopper.
Kofler leverede det hidtil 3.-bedste hop i konkurrencen. Stilsikkert, agressivt. Han har været det tætteste man kan komme på en sikker podiekandidat i skihop denne sæson.
Og så Kamil Stoch. Sidste mand. Han havde god fart på ned ad rampen, lå som sædvanlig helt stille i luften. Og så tiden der gik. Og mere tid. Og mere endnu. Da han endelig landede, havde han føringen, finalepladsen og forvandlet Kofler til en lucky loser, et wild card.

Finalerunde. Igen problemer med vindforholdene, som har påvirket adskillige konkurrencer i år. Føringen skifter et par gange. Kofler leverer et fremragende hop, der bringer vild jubel blandt hans hjemmepublikum. Suveræn føring, og den holder længe. Schlierenzauer kan ikke slå ham denne gang.
Og så Kamil Stoch. Sidste mand i luften. Men pludselig lander han, kun lige over 100 meter. På udløbsstykket viser han et skuldertræk i retningen af kameraet. En niendeplads. Cirka det niveau Stoch har været på det meste af sæsonen, men en gedigen skuffelse efter det formidable første hop.

Det var et klassisk forsvindingsnummer i det der i amerikansk sport kaldes 'crunch time': Det tidspunkt hvor afgørelsen finder sted. Intet er mere crunch time i vintersport end den sidste hopper i skihop. Presset er maksimalt.
Der krakelerede Kamil Stochs egen isolerede skihopsverden. Tydeligvis. Måske var der noget med vinden, måske ikke. Sagen er at han ikke leverede. I amerikansk sport taler man om at en atlet er 'clutch' hvis han kan levere afgørende præstationer i crunch time. Kamil Stochs store svaghed lader til at han ikke er clutch nok til de store sejre (han har heller ikke stabilitet, men det er der kun to-tre skihoppere der reelt har). Store atleter der forsvinder i crunch time er noget af det mest frustrerende at se på i sport. Og det kan være noget de store kæmper med igennem flere år (LeBron James på et niveau, Caroline Wozniacki på et andet). Hvis man som topatlet er clutch, kan man skabe sig en større legende end ens regulære niveau måske berettiger til. David Ortiz har kun to-tre sæsoner som blot en anstændig hitter midt i Bostons lineup. Oscar Freire er sjældent i form, men altid til VM. Robert Horry - ja, han er et kapitel for sig. Det kommer jeg nok til.

Innsbruck kunne være blevet Kamil Stochs helt store gennembrud. Ikke denne gang.


P.S.: Duke Jordan var en jazzpianist som bl.a. var medlem af Charlie Parkers genredefinerende kvintet. Så vidt jeg ved, forsvandt han ikke i Harlem, og slet ikke på det tidspunkt hvor Jørgen Leth skrev sit digt. Han døde i 2006 som 84-årig. Kamil Stoch forsvandt selvfølgelig heller ikke rigtigt i Innsbruck. Han kan stadig vinde World Cup-konkurrencer i år. Men han skal nok finde tilbage til sin egen verden og isolere sig der når han skal hoppe i pressede situationer, hvis han vil vinde de prestigefyldte konkurrencer.