lørdag den 31. december 2011
Dette er sportsnostalgi!
Mange af os kan nok huske bøger som denne. Den ligger netop nu på det bord hvor nytårsmiddagen skal indtages om et par timer. Godt nytår til alle!
Skihop og design
I dag vil jeg gerne skrive lidt om skihop. I anledning af vintersæsonen, og ikke mindst af at Firebakketurneringen, hopsæsonens højdepunkt, startede i dag med konkurrencen i Oberstdorf.
Jeg er først for nylig begyndt at følge skihop, og det er jo i grunden en underligt absurd sport. En konkurrenceweekend består vel for springerne af sammenlagt vel under et minut i aktion. Ganske lidt af denne tid kontrollerer springeren tempo, balance eller i virkeligheden noget som helst andet, for vindforholdene er altafgørende for det helt rigtige hop. Det var vinden der ødelagde Kamil Stochs chancer for et godt resultat i årets Firebakketurnering i Oberstdorf i dag. Skihopperen forekommer ret tit magtesløs over for elementerne. Men han skal gøre hvad han kan for at kontrollere, og derfor ligger der endeløs træning og opvarmning til grund for de korte præstationer. Elitesportens logik.
En teoretiker som mig kan selvfølgelig ikke forstå den dybere dynamik i en sportsgren på baggrund af at have fulgt den i et par måneder. Det jeg kan, er at iagttage hvordan en konkurrence forløber, og hvordan aktørerne forholder sig til hinanden. Sportslig antropologi, om man vil. Eller dramaturgi.
Uanset hvordan vejret opfører sig, er der megen ventetid i skihop. Dels for springerne, der må opholde sig lang tid i opvarmningsområderne, sidde længe i skilifts - hvilket tv-kameraer fra tid til anden dokumenterer - og i minutterne op til hoppet venter de på hinanden. Sidder i kø. Men også for deres trænere, der opholder sig i et meget klart defineret område på bakken, trænertårnet. Og for tilskuerne, men det går nu igen i mange sportsgrene, i særdeleshed i vintersport.
Men ventetiden er en del af dramaet i skihop. Hoppene i sig selv ligner frem til de sidste ti springere en mærkelig monoton afvikling af en konkurrence; store følelsesudbrud er ganske sjældne, og tv-billeder af tilskuere og det øvrige liv omkring hopbakken bekræfter den dramatiske homogenitet. Tilskuerne hylder alle hoppere. I hvert fald - med få undtagelser - inden for nationaliteterne. Og så al den ventetid. For et par uger siden, jeg mener det var i Harrachov, viste tv i adskillige minutter kun billeder af Severin Freund der sad i en skilift og ventede på at blive hejst op i tilløbstårnet. Der skete ingenting, og alligevel rummede de billeder noget jeg synes er meget vigtigt for formidlingen af en sportsbegivenhed til tv såvel som live: Potentiel energi. Der var ingen tvivl om at Freund i det øjeblik var en topatlet på vej i arenaen. Fintunet, opvarmet, klar.
Figurerne der optræder i hopsporten er naturligvis også vigtige for sportens appel, og her har skihop den ulempe i forhold til de fleste store sportsgrene at få - hvis overhovedet nogen - udøvere har potentiale til at transcendere sportens grænser. Med andre ord er skihoppere kendte blandt folk der følger skihop, og ikke uden for deres sport. Eddie "The Eagle" Edwards er en notabel undtagelse, men en som skihopsfolk ikke bryder sig meget om.
Det er mit indtryk at vi netop nu befinder os i en sportsligt stærk periode i skihopsporten. Purister vil mene at sporten toppede i 80'erne med Jens Weissflog (det vil nok i hvert fald østtyskere mene), men faktum er at Legendernes Tid i høj grad var omkring årtusindskiftet med navne som Adam Malysz og Janne Ahonen, der hører til deres respektive landes største sportsnavne gennem tiderne, og den tyske guldalder med Sven Hannawald i spidsen. Især Hannawald var en rockstjerne i Tyskland, der kunne det der med at sælge billetter uden for hopsportens trods alt lidt begrænsede markeder, men efter at han stoppede karrieren på grund af udbrændthed, kunne man mene at få nuværende skihoppere har den samme gennemslagskraft som de tre store fra dengang, hvoraf Malysz, der stoppede efter 2010-sæsonen, var den sidst aktive.
De største navne i skihop i dag er østrigere. Thomas Morgenstern, der netop er blevet kåret som årets sportsudøver i Kärnten, hvor han kommer fra, var inden denne sæson favorit til at vinde World Cuppen, men har ikke helt kunnet få det til at fungere optimalt indtil nu. Morgenstern er en fantastisk karakter i skihopsmiljøet, altid smilende, giver sig god tid til at hilse på fans, og er altid blandt de første til at lykønske sine konkurrenter, også selv om han må være skuffet over hvordan sæsonen er forløbet, på baggrund af sin oprindelige favoritværdighed. Han er nok det tætteste man kommer på en superstjerne i denne sport, og han er altid i nærheden af podiet, på trods af små skader og selv om han ikke har haft den sidste skarphed i finalerne. Selv om han stadig er ung, 25 år, afslører hans attitude at han har konsolideret sin position øverst i springernes hierarki.
Andreas Kofler, en anden østriger, har været den markant stærkeste og mest stabile i denne sæson. Han lagde ud med at vinde de første tre konkurrencer i World Cuppen, bl.a. med en dominerende sejr i Kuusamo, årets første møde. Kofler har en stærk balance, og er praktisk taget en lige så komplet hopper som Morgenstern. Hans redning af en ubalance ved landingen i dag vidner om flot kontrol og stor form. Med sine 27 år er det nu Kofler skal toppe, og det ser det ud til at han kan. Gregor Schlierenzauer, der vandt i Oberstdorf i dag, er med sine kun 21 år stadig en sensation. Han nærmer sig adskillige rekorder i World Cuppen, og i dag vandt han sin anden individuelle sejr i denne sæson. 'Schliri', som han kaldes, er en eksplosiv hopper med et stærkt afsæt, og han er nok bedre i luften end sine direkte konkurrenter. Hvis hoplængden var den eneste konkurrenceparameter i skihop, var der nok meget få der kunne hamle op med Schlierenzauer, som fører sæsonregnskabet for hoplængde med 3 meter (2034 meter mod Koflers 2031; Morgenstern ligger tredjebedst med 2003,5 meter). Hvis nogen skulle tage konkurrencen op mod Schlierenzauer i ren hopstyrke, skulle det nok være den store østriger Martin Koch, som dog føler sig bedst hjemme på de ekstra store bakker i skiflyvning, eller den ligeledes pladskrævende verdensrekordindehaver, nordmanden Johan Remen Evensen, der dog overhovedet ikke har kunnet få tingene til at fungere i år.
Hvis stilkaraktererne var den eneste konkurrenceparameter, ville polakken Kamil Stoch derimod være blandt favoritterne til World Cuppen. Stoch er billedet på en typisk skihopper med sin klejne fysik og fokuserede, men rolige, blik, og når han svæver ned mod dalen, ligger han helt stille i luften. Mange spår Stoch en stor karriere, og æstetisk er hans hop en nydelse for en ikke-indviet beundrer af denne sport. Desværre er han også skrøbelig over for elementerne, hvad hans andet hop i dag illustrerede, og meget ustabil; i Lillehammer nåede han således ikke engang til anden runde. Men i kraft af sine høje stilkarakterer ligger han højere placeret i World Cuppen end i hoplængderegnskabet.
Dette skal naturligvis ikke være en omfattende gennemgang af figurerne i skihopsporten, men blot en lille demonstration af hvor interessant feltet stadig er, på trods af tabene af Malysz, Ahonen og, for nogle år siden, Hannawald. Tyskerne har igen nogle solide springere, med den mest stabile, Severin Freund, og Richard Freitag, der er i færd med en gennembrudssæson, i spidsen, og nordmændene har haft den komplette hopper Anders Bardal at glæde sig over, selv om de nok skal håbe på at Tom Hilde hurtigt kommer sig oven på sit styrt i Oberstdorf i dag.
Således er persongalleriet og dramaet skitseret. Nu kan Firebakketurneringen fortsætte den 1. januar i Garmisch-Partenkirchen med det traditionelle nytårsskihop. Efter denne lidt lange blogpost på en blog der handler om sportsnostalgi kan man måske undre sig over hvor nostalgien er henne i al denne gennemgang af denne sæson med den pointe at det nutidige felt er lige så interessant som det sporten bød på for ti år siden. Er det ikke et brud på denne blogs definerende regel?
Nej, for skihop er som sportsgren ren nostalgi. Det er en rendyrket anakronisme, med konservative udviklinger inden for hopteknik, udstyr og scenerne for konkurrencerne. Meget ligner sig selv fra Weissflog-æraen i midt-80'erne: Springerne har omtrent de samme dragter på, af en grund som kun skihoppere vel kan forklare, får de tophuer på når de tager hjelmen af, og skihopbakkerne afgrænses stadig af den samme type tilsyneladende ubehandlede og (har jeg konstateret ved selvsyn) ofte smårådne brædder. Anlæggene fornys - Holmenkollen i Oslo er ikke længere det samme tændstiktårn som det var da jeg som 9-årig fik mit livs hidtil eneste anfald af vertigo deroppe, og man er nu i gang med fornyelsesprojekter på bakkerne i Planica og Willingen. Det er man nødt til, ikke mindst af sikkerhedshensyn i en sport der er ganske farlig. Hopsportens farer er dokumenteret i Werner Herzogs film fra 1974 om skihopperen Walter Steiner (og dem har jeg slet ikke været inde på i denne blogpost - måske er det fordi der, trods Hildes uheld i dag, sker så få alvorlige skader i nutidens skihop?).
Sportens design er det samme som før i tiden, og heldigvis for det. Det er nemlig netop der fascinationen ved netop denne sportsgren ligger.
Jeg er først for nylig begyndt at følge skihop, og det er jo i grunden en underligt absurd sport. En konkurrenceweekend består vel for springerne af sammenlagt vel under et minut i aktion. Ganske lidt af denne tid kontrollerer springeren tempo, balance eller i virkeligheden noget som helst andet, for vindforholdene er altafgørende for det helt rigtige hop. Det var vinden der ødelagde Kamil Stochs chancer for et godt resultat i årets Firebakketurnering i Oberstdorf i dag. Skihopperen forekommer ret tit magtesløs over for elementerne. Men han skal gøre hvad han kan for at kontrollere, og derfor ligger der endeløs træning og opvarmning til grund for de korte præstationer. Elitesportens logik.
En teoretiker som mig kan selvfølgelig ikke forstå den dybere dynamik i en sportsgren på baggrund af at have fulgt den i et par måneder. Det jeg kan, er at iagttage hvordan en konkurrence forløber, og hvordan aktørerne forholder sig til hinanden. Sportslig antropologi, om man vil. Eller dramaturgi.
Uanset hvordan vejret opfører sig, er der megen ventetid i skihop. Dels for springerne, der må opholde sig lang tid i opvarmningsområderne, sidde længe i skilifts - hvilket tv-kameraer fra tid til anden dokumenterer - og i minutterne op til hoppet venter de på hinanden. Sidder i kø. Men også for deres trænere, der opholder sig i et meget klart defineret område på bakken, trænertårnet. Og for tilskuerne, men det går nu igen i mange sportsgrene, i særdeleshed i vintersport.
Men ventetiden er en del af dramaet i skihop. Hoppene i sig selv ligner frem til de sidste ti springere en mærkelig monoton afvikling af en konkurrence; store følelsesudbrud er ganske sjældne, og tv-billeder af tilskuere og det øvrige liv omkring hopbakken bekræfter den dramatiske homogenitet. Tilskuerne hylder alle hoppere. I hvert fald - med få undtagelser - inden for nationaliteterne. Og så al den ventetid. For et par uger siden, jeg mener det var i Harrachov, viste tv i adskillige minutter kun billeder af Severin Freund der sad i en skilift og ventede på at blive hejst op i tilløbstårnet. Der skete ingenting, og alligevel rummede de billeder noget jeg synes er meget vigtigt for formidlingen af en sportsbegivenhed til tv såvel som live: Potentiel energi. Der var ingen tvivl om at Freund i det øjeblik var en topatlet på vej i arenaen. Fintunet, opvarmet, klar.
Figurerne der optræder i hopsporten er naturligvis også vigtige for sportens appel, og her har skihop den ulempe i forhold til de fleste store sportsgrene at få - hvis overhovedet nogen - udøvere har potentiale til at transcendere sportens grænser. Med andre ord er skihoppere kendte blandt folk der følger skihop, og ikke uden for deres sport. Eddie "The Eagle" Edwards er en notabel undtagelse, men en som skihopsfolk ikke bryder sig meget om.
Det er mit indtryk at vi netop nu befinder os i en sportsligt stærk periode i skihopsporten. Purister vil mene at sporten toppede i 80'erne med Jens Weissflog (det vil nok i hvert fald østtyskere mene), men faktum er at Legendernes Tid i høj grad var omkring årtusindskiftet med navne som Adam Malysz og Janne Ahonen, der hører til deres respektive landes største sportsnavne gennem tiderne, og den tyske guldalder med Sven Hannawald i spidsen. Især Hannawald var en rockstjerne i Tyskland, der kunne det der med at sælge billetter uden for hopsportens trods alt lidt begrænsede markeder, men efter at han stoppede karrieren på grund af udbrændthed, kunne man mene at få nuværende skihoppere har den samme gennemslagskraft som de tre store fra dengang, hvoraf Malysz, der stoppede efter 2010-sæsonen, var den sidst aktive.
De største navne i skihop i dag er østrigere. Thomas Morgenstern, der netop er blevet kåret som årets sportsudøver i Kärnten, hvor han kommer fra, var inden denne sæson favorit til at vinde World Cuppen, men har ikke helt kunnet få det til at fungere optimalt indtil nu. Morgenstern er en fantastisk karakter i skihopsmiljøet, altid smilende, giver sig god tid til at hilse på fans, og er altid blandt de første til at lykønske sine konkurrenter, også selv om han må være skuffet over hvordan sæsonen er forløbet, på baggrund af sin oprindelige favoritværdighed. Han er nok det tætteste man kommer på en superstjerne i denne sport, og han er altid i nærheden af podiet, på trods af små skader og selv om han ikke har haft den sidste skarphed i finalerne. Selv om han stadig er ung, 25 år, afslører hans attitude at han har konsolideret sin position øverst i springernes hierarki.
Andreas Kofler, en anden østriger, har været den markant stærkeste og mest stabile i denne sæson. Han lagde ud med at vinde de første tre konkurrencer i World Cuppen, bl.a. med en dominerende sejr i Kuusamo, årets første møde. Kofler har en stærk balance, og er praktisk taget en lige så komplet hopper som Morgenstern. Hans redning af en ubalance ved landingen i dag vidner om flot kontrol og stor form. Med sine 27 år er det nu Kofler skal toppe, og det ser det ud til at han kan. Gregor Schlierenzauer, der vandt i Oberstdorf i dag, er med sine kun 21 år stadig en sensation. Han nærmer sig adskillige rekorder i World Cuppen, og i dag vandt han sin anden individuelle sejr i denne sæson. 'Schliri', som han kaldes, er en eksplosiv hopper med et stærkt afsæt, og han er nok bedre i luften end sine direkte konkurrenter. Hvis hoplængden var den eneste konkurrenceparameter i skihop, var der nok meget få der kunne hamle op med Schlierenzauer, som fører sæsonregnskabet for hoplængde med 3 meter (2034 meter mod Koflers 2031; Morgenstern ligger tredjebedst med 2003,5 meter). Hvis nogen skulle tage konkurrencen op mod Schlierenzauer i ren hopstyrke, skulle det nok være den store østriger Martin Koch, som dog føler sig bedst hjemme på de ekstra store bakker i skiflyvning, eller den ligeledes pladskrævende verdensrekordindehaver, nordmanden Johan Remen Evensen, der dog overhovedet ikke har kunnet få tingene til at fungere i år.
Hvis stilkaraktererne var den eneste konkurrenceparameter, ville polakken Kamil Stoch derimod være blandt favoritterne til World Cuppen. Stoch er billedet på en typisk skihopper med sin klejne fysik og fokuserede, men rolige, blik, og når han svæver ned mod dalen, ligger han helt stille i luften. Mange spår Stoch en stor karriere, og æstetisk er hans hop en nydelse for en ikke-indviet beundrer af denne sport. Desværre er han også skrøbelig over for elementerne, hvad hans andet hop i dag illustrerede, og meget ustabil; i Lillehammer nåede han således ikke engang til anden runde. Men i kraft af sine høje stilkarakterer ligger han højere placeret i World Cuppen end i hoplængderegnskabet.
Dette skal naturligvis ikke være en omfattende gennemgang af figurerne i skihopsporten, men blot en lille demonstration af hvor interessant feltet stadig er, på trods af tabene af Malysz, Ahonen og, for nogle år siden, Hannawald. Tyskerne har igen nogle solide springere, med den mest stabile, Severin Freund, og Richard Freitag, der er i færd med en gennembrudssæson, i spidsen, og nordmændene har haft den komplette hopper Anders Bardal at glæde sig over, selv om de nok skal håbe på at Tom Hilde hurtigt kommer sig oven på sit styrt i Oberstdorf i dag.
Således er persongalleriet og dramaet skitseret. Nu kan Firebakketurneringen fortsætte den 1. januar i Garmisch-Partenkirchen med det traditionelle nytårsskihop. Efter denne lidt lange blogpost på en blog der handler om sportsnostalgi kan man måske undre sig over hvor nostalgien er henne i al denne gennemgang af denne sæson med den pointe at det nutidige felt er lige så interessant som det sporten bød på for ti år siden. Er det ikke et brud på denne blogs definerende regel?
Nej, for skihop er som sportsgren ren nostalgi. Det er en rendyrket anakronisme, med konservative udviklinger inden for hopteknik, udstyr og scenerne for konkurrencerne. Meget ligner sig selv fra Weissflog-æraen i midt-80'erne: Springerne har omtrent de samme dragter på, af en grund som kun skihoppere vel kan forklare, får de tophuer på når de tager hjelmen af, og skihopbakkerne afgrænses stadig af den samme type tilsyneladende ubehandlede og (har jeg konstateret ved selvsyn) ofte smårådne brædder. Anlæggene fornys - Holmenkollen i Oslo er ikke længere det samme tændstiktårn som det var da jeg som 9-årig fik mit livs hidtil eneste anfald af vertigo deroppe, og man er nu i gang med fornyelsesprojekter på bakkerne i Planica og Willingen. Det er man nødt til, ikke mindst af sikkerhedshensyn i en sport der er ganske farlig. Hopsportens farer er dokumenteret i Werner Herzogs film fra 1974 om skihopperen Walter Steiner (og dem har jeg slet ikke været inde på i denne blogpost - måske er det fordi der, trods Hildes uheld i dag, sker så få alvorlige skader i nutidens skihop?).
Sportens design er det samme som før i tiden, og heldigvis for det. Det er nemlig netop der fascinationen ved netop denne sportsgren ligger.
Emnet var der hele tiden
Sportsnostalgi. Det har været en slags ramme for en masse af mine yndlingsanekdoter gennem årene. Og nu bliver det også rammen for denne blog.
Der kan siges meget om hvordan sportsbegivenheder har udviklet sig siden dagene med de udtryksløse rødklædte atleter med 'CCCP' på trøjen og med ujævne frosthærdede fodboldbaner i Coventry skimtet gennem tidlige, flimrende, farvefjernsyn. Og der kan siges meget om sindstilstande. Og associationer. Man kommer altid lige i tanker om noget. Og sportsbegivenheder fra før i tiden er en meget effektfuld erindringsramme, har jeg erfaret.
Derfor mener jeg absolut at der skal siges meget om disse ting. Der skal sammenlignes, teoretiseres, spekuleres, analyseres. Det kommer jeg til at bruge lidt cyberspalteplads på her. Allerede fra i dag.
En plat vittighed siger at nostalgi ikke er hvad det har været. Det er altså det jeg vil prøve at lave lidt om på.
Der kan siges meget om hvordan sportsbegivenheder har udviklet sig siden dagene med de udtryksløse rødklædte atleter med 'CCCP' på trøjen og med ujævne frosthærdede fodboldbaner i Coventry skimtet gennem tidlige, flimrende, farvefjernsyn. Og der kan siges meget om sindstilstande. Og associationer. Man kommer altid lige i tanker om noget. Og sportsbegivenheder fra før i tiden er en meget effektfuld erindringsramme, har jeg erfaret.
Derfor mener jeg absolut at der skal siges meget om disse ting. Der skal sammenlignes, teoretiseres, spekuleres, analyseres. Det kommer jeg til at bruge lidt cyberspalteplads på her. Allerede fra i dag.
En plat vittighed siger at nostalgi ikke er hvad det har været. Det er altså det jeg vil prøve at lave lidt om på.
Abonner på:
Opslag (Atom)