Wardrobe Malfunction

Dette er overhovedet ikke det blogindlæg jeg havde planlagt om den store skihopweekend vi netop er kommet ud af. Med to skiflyvningskonkurrencer på samme bakke (Kulm) hos mændene, og to world cup-konkurrencer hos kvinderne. Men som ved Super Bowl XXXVIII, hvor Janet Jacksons publicity-stunt gik galt, eller fik en uventet modtagelse - sådan var de fleste fornuftige tolkninger af det i hvert fald - ja, så blev skurkagtige beklædningsgenstande også tildelt en hovedrolle i skiflyvningskonkurrencen i dag.

Ja - dengang kostede en 'wardrobe malfunction' nærmest Janet Jackson karrieren (hvorimod Justin Timberlake gik helt fri; jeg lægger et link til begivenhedens wikipedia-side her, hvis nogen skulle have glemt hvad der skete). Helt så slemt var det trods alt ikke i dag.

Scenen i dag var finalerunden af skiflyvningen i Kulm. En sublimt tilspidset kamp mellem de store. Kofler meldte sig ganske vist ud tidligt (hans form er tilsyneladende styrtdykket efter Firebakketurneringen), men Morgenstern var skarp. Ham overtog Kamil Stoch føringen fra, og holdt den et stykke tid. Helt indtil den tredjesidste hopper, Anders Bardal fra Norge, der havde et stort forspring til Stoch fra første runde.

Mens Bardal indtog sin plads i førerstolen for foden af bakken, udspillede der sig et besynderligt drama på toppen af den. Gregor Schlierenzauer, den næstbedste i første runde, havde et problem med sin skihopdragt, der var gået i stykker ved lynlåsen. Kameraerne fulgte tæt hvordan et par hjælpere, vistnok nogle prøvehoppere fra den lokale skiklub, hjalp "Schliri" med at få lappet dragten sammen med sikkerhedsnåle og gaffertape. Det var helt surrealistisk at se på. Schlierenzauer så rolig ud, men det var han vist også den eneste der var. Tilskuerne var urolige, officials var utålmodige, og sandt at sige var jeg også irriteret. Når Schlierenzauer hopper, er det for tiden konkurrencedagens højdepunkt, for hans form synes at være den bedste lige nu. Et par trin oppe ad rampen stod Daiki Ito, den japanske powerhopper, som med sit eksplosive afsæt havde vundet første runde, og prøvede at holde sig varm.

Det tog lang tid. Men da han kom ud på rampen, bevarede Schlierenzauer roen. Han blev i luften, meget, meget længe. Ved landingen trak han på skuldrene, på trods af at han havde præsteret det bedste hop i anden runde, og lå til at vinde suverænt. Ito landede, men kunne ikke følge op på sit superhop fra første runde. Han blev nummer tre.
Så gik der igen lidt tid, og tysk TV viderebragte nogle ordvekslinger fra konkurrenceledelsens radio. Og så kom den officielle meddelelse: Schlierenzauer var blevet diskvalificeret dels på grund af at reglerne siger en skihoppers dragt skal være lynet til (og Schliris havde jo altså været lukket med gaffertape), og dels på grund af at den flagrende gaffertape ved Schlierenzauers hals havde været ekstra vindmodstand i strid med reglerne.
Bardal fik således tilkendt sejren, foran Daiki Ito og Kamil Stoch i en af de underligste wardrobe malfunctions jeg har set i nogen sport. Man kan nok diskutere om kendelsen var rigtig - min umiddelbare reaktion på Twitter var at det var den ikke, men faktum er efter denne weekend at der nu er fire hoppere inde i billedet til den samlede worldcup-sejr: Kofler, der fortsat fører (og som fik megen gavn af dagens afgørelse), Schlierenzauer og Bardal, der har virket i god form hele sæsonen, og så Thomas Morgenstern, der pludselig er inde i billedet igen (han blev nummer fire i dag, og ham kan man slet ikke glemme endnu). Alle fire hoppere er inden for 100 points i den samlede stilling.

*

Og så kvindeskihop. Der er billedet fra uge til uge blevet mere entydigt efterhånden som sæsonen for alvor er kommet i gang. Inden sæsonen, den første worldcup-sæson i kvindeskihop, havde mange regnet med at de erfarne, Anette Sagen (Norge) og Daniela Iraschko (Østrig) ville være favoritterne, men den 17-årige amerikaner Sarah Hendrickson vandt den første konkurrence i Lillehammer, og har faktisk domineret lige siden. Kun én konkurrence har hun ikke vundet, og der blev hun trods alt nummer ni.

Hendrickson er den store stjerne i kvindeskihop, og specielt hvis hun kan blive ved på denne måde, kan hun blive sportens store trækplaster. Eller rettere, næsten på denne måde, for én hopper skal også nødig fuldstændig dræbe spændingen over alt for lang tid. For at tage kvindeskihop alvorligt, er det lidt bredere publikum nemlig nødt til at opleve at atleterne tager skihoppen alvorligt - -  og sidste sæsons (Continental Cups) dominerende hopper, Daniela Iraschko, er faktisk kun skihopper i vinterpausen fra hendes primære sport, hvor hun er målmand for Wacker Mädels' fodboldhold i den østrigske kvindeliga. Og så sælger hoppere som Sarah Hendrickson, Jessica Jerome eller Melanie Faisst nok sporten bedre med deres udadvendte udstråling, frem for den lidt bastante Iraschko.

Og så viste weekendens konkurrencer i Predazzo, Italien, at de kvindelige skihoppere har niveauet til at det er på høje tid at de kommer med til Vinter-OL: Hendricksons vinderspring i går var 107.5 meter, hvilket var nok til at dele bakkerekorden med den legendariske (mandlige!) polske hopper Adam Malysz. Og i dag sprang hun 108 meter, og blev derved eneindehaver af rekorden. Ikke dårligt. Slet ikke dårligt.

Den næste måneds tid er stadig højsæson i skihop, og der er mange konkurrencer der skal afvikles. Hos herrerne er spændingen som nævnt intakt, medens det er svært at se hvordan den næstbedst placerede kvinde (Iraschko) skal kunne indhente de næsten 200 points hun allerede er efter Hendrickson.

*

Jeg vil slutte af med et par sætninger om Lauberhorn-styrtløbet, worldcup-kalenderens vel nok næstmest prestigefyldte styrtløb, efter Hahnenkamm-løbet, der afvikles i næste weekend. Lauberhorn-løbet blev kørt i Wengen i går, og jeg fik desværre ikke set det. Jeg kender sågar intet til vinderen. Det Lauberhorn-løb jeg husker bedst, forbliver den helt vanvittige årgang, 1997. Bruno Kernen styrtede voldsomt, og havde nær endt sin karriere i Brüggli-S-kurven. Han kom tilbage og vandt på Lauberhorn hele seks år senere, og i dag hedder den kurve 'Kernen-S'. Vinderen i 1997, Kristian Ghedina, havde en skarp duel kørende med Luc Alphand, endte med at slå ham med ganske få hundrededele, for derefter at kollapse og styrte ind i barrieren i målområdet.
Lauberhorn-løbet kræver udholdenhed. Ghedina havde det, men den dag, hvorfra vindertiden i øvrigt stadig står som banerekord, var løbet så ekstremt at selv han måtte give efter til sidst. Men Wengen-løbets vedvarende belastning gør også at en mere eksplosiv og aggressiv styrtløber som fx Didier Cuche typisk gør det mindre godt der end i det mere vildsomme Hahnenkamm-løb i Kitzbühel.

Kitzbühel er næste weekend, og det er jo også et årligt signal om at januar er ved at være slut. Og så vinterens vildeste kamp på den alpine kalender. High noon, næste weekend. Som om denne weekend ikke havde budt på nok drama i vintersport.