It has been requested that I do a blog post in English about ski jumping, which is the in-season sport I follow by far the most right now. I'm not sure I know enough about it for my musings to be of any general interest, but here goes.
I wanted to do a preview of the Mühlenkopf weekend in Willingen, as I am going myself, and I am really excited about that. Then I realized that it takes place in a little over two weeks, and one of the appeals of ski jumping is that the face of the competition may change in a split second. Ask Tom Hilde, the pre-season spearhead of the Norwegian squad, and he'll confirm his plans for the Four Hills tournament changed rather quickly when he crashed in Oberstdorf in the dying days of 2011.
So I'll do my preview of the Willingen weekend when I've packed for the trip.
Now, I'll take up the idea from fisskijumpingworldcup.com and write something like a midseason report of the World Cup calendar. In their report, they've chosen to look at what is new this season, compared to seasons past. As I am relatively new to this sport, and it's the first World Cup season I follow closely, I instead focus on five key elements of the World Cup season so far. In random order, here are five key observations I've made this season:
1. Land of the Schwarzenegger
The Austrians have dominated. It seems a rather simple observation, but in several competitions we have seen double, or even triple Austrian victories. Before the season I expected Thomas Morgenstern to be the front-runner for overall World Cup victory, but he has had a difficult season, and from the get-go in Kuusamo, Andreas Kofler appears to have taken a step up this year, and he now looks difficult to beat in the overall competition. Especially since Schlierenzauer, who lately has looked better than Kofler, has chosen to skip this weekend's competition in Sapporo. Kofler was the best jumper early on this season, and now he has to hold on in order to confirm his breakthrough, and I believe he will.
How come Kofler is that good this year? He is a former Four Hills winner, of course, but this season he is exceptionally good at the push-off from the run-in (according to Bjørn Einar Romøren, with whom I exchanged some tweets on the subject last week), and he's been consistent compared to many of the others. Schlierenzauer, in fact, is the only one who has been comparable to Kofler in consistency (and he lost 100 points on that rather harsh disqualification in Kulm). And the only non-Austrian, crucially, who has shown some consistency is Anders Bardal. Look at the overall standings in the World Cup: It's Österreich, män!
2. Hannawald Revisited
OK, the title of this paragraph is a stretch, but the essence is that a strong new generation of German jumpers are on their way to the elite. To join the Austrians, as it is right now, but Germany is an important country to have in ski jumping: Many of the most important hills are in Germany, and the crowds get bigger if they can rally around local favorites. Plus, of course, one cannot be blind to the fact that Germany is Europe's biggest market, and that ski jumping has never been as popular and visible in the media as during Germany's Hannawald craze back in 2001-2002. Ski jumping was everywhere: Cereal boxes, chewing gum wrappers, you name it. And that kind of attention is good for any sport.
Ski jumping is popular every year in Germany, but this year it has gotten more attention because of the success of Severin Freund and his younger teammate who projects to have a sky-high ceiling, Richard Freitag. Freitag has already won one competition this year and finished high up in the rankings several times, and he seems like the heir apparent to the throne left vacant when Hannawald quit the sport. And with Hannawald's teammate Martin Schmitt apparently on his way out of ski jumping, a group of other young Germans are ready to shine: Both Andreas Wank and Michael Neumayer have shown potential this year, and I believe Germany is ready to challenge Austria as the top nation in ski jumping again.
(My apologies to Norway, who boasts a great group of jumpers, but in Hilde's absence, none of the youngsters has quite the potential of a Freund or a Freitag; Rune Velta and Atle Rønsen have had good jumps, but at the same time Romøren and Evensen are having horrible seasons).
3. Stoch's Reprieve
As I wrote in a Danish-language blog post a couple weeks ago, I was really disappointed in Kamil Stoch's failure to finish what would have been a breakthrough win at Innsbruck. It seemed like Stoch's nerves got the better of him in the razor-sharp end game against Kofler and Schlierenzauer. Kofler in particular has been able to elevate his game in the final rounds this year, and it is necessary to do that if you want to belong to those selected few jumpers who can be counted on to jump consistently at the highest level. Kamil Stoch made it to the big scene last season, but he looked like he couldn't close the deal in a high-pressure situation.
Then came Zakopane last weekend, and there he was again, Kamil Stoch, in a situation where he could get a win he wanted really bad - on his home turf - if he could ace his final jump. He did just that, and the relief and exhilaration were visible in the normally stoic Pole. I saw Stoch's final jump again on YouTube, with Polish commentators, and although I don't understand Polish, I could make out the name 'Adam Malysz', that legendary Polish ski jumper who ended his career last season, and for whom Stoch is expected to take over, and to whom he is constantly compared. At Zakopane, Stoch got another chance to prove he should belong in the elite few, and he took it.
Sure, as skijumpingworldcup.com notes, Central Europe has produced more jumpers who have had solid results this year, like Lukas Hlava, Roman Koudelka, and Stoch's compatriot Piotr Zyla. But none of them, and perhaps no one in the World Cup field, at least outside of Schlierenzauer and Freitag, has the potential, the upside of Kamil Stoch. Now, in the second half of this season, he must cash in on that potential, and jump like the world class jumper he is.
4. Heavy Weather
Yeah, I'll be brief here, because there is not much to say about one of the most important participants of this season (save perhaps for Gregor Schlierenzauer's zipper!), namely the weather. The wind, occasionally the snow, and quite often lack thereof, have been factors at all levels of ski jumping competitions this year (granted, women's competitions have suffered more than the men's). Here's to hoping it will be better in the second half - - and definitely at Willingen!
5. Soarin' Sarah
The Let Women Jump movement won its cause recently, and the ladies will jump at the 2014 Winter Olympics . And what an argument they have made for their cause this season, the first one with a World Cup for the ladies. It's not like there has been any doubt as to who the best jumper is. Or the most promising talent. They're both the same: 17-year-old Sarah Hendrickson of Park City, Utah (USA). But it's been fun to watch, and what a ride this season has been for young Sarah already: Recently, in Predazzo, she tied the hill record (set by Adam Malysz!) on saturday, and then came back sunday and jumped half a meter longer! The ladies' competition has plenty of interesting personalities, like Norwegians Line Jahr and Anette Sagen, Melanie Faisst of Germany and pre-season favorite Daniela Iraschko (Austria), who has been a consistent second in World Cup events. So it's not like the competition is weak, by no means, but Sarah Hendrickson has dominated ladies' ski jumping this year. Last weekend she even won an event on the Continental Cup, keeping her skis flying before the next World Cup event. In the overall classification, Hendrickson has a nearly insurmountable lead over Iraschko, and she figures to be a leading lady of ski jumping for many years to come.
Allright, those were my five impressions of the ski jumping season so far. There have been more, of course, but I have to limit myself, lest my blog posts get too wordy.
Does this mean I'll write the ProzessTrainer blog posts in English from now on? No. I'll mix posts in Danish and English, but I'll also be sure to tag posts in the appropriate language to facilitate this hybrid.
Please leave comments if you have had other impressions of the ski jumping season, and let's get a discussion going!
onsdag den 25. januar 2012
mandag den 16. januar 2012
Wardrobe Malfunction
Dette er overhovedet ikke det blogindlæg jeg havde planlagt om den store skihopweekend vi netop er kommet ud af. Med to skiflyvningskonkurrencer på samme bakke (Kulm) hos mændene, og to world cup-konkurrencer hos kvinderne. Men som ved Super Bowl XXXVIII, hvor Janet Jacksons publicity-stunt gik galt, eller fik en uventet modtagelse - sådan var de fleste fornuftige tolkninger af det i hvert fald - ja, så blev skurkagtige beklædningsgenstande også tildelt en hovedrolle i skiflyvningskonkurrencen i dag.
Ja - dengang kostede en 'wardrobe malfunction' nærmest Janet Jackson karrieren (hvorimod Justin Timberlake gik helt fri; jeg lægger et link til begivenhedens wikipedia-side her, hvis nogen skulle have glemt hvad der skete). Helt så slemt var det trods alt ikke i dag.
Scenen i dag var finalerunden af skiflyvningen i Kulm. En sublimt tilspidset kamp mellem de store. Kofler meldte sig ganske vist ud tidligt (hans form er tilsyneladende styrtdykket efter Firebakketurneringen), men Morgenstern var skarp. Ham overtog Kamil Stoch føringen fra, og holdt den et stykke tid. Helt indtil den tredjesidste hopper, Anders Bardal fra Norge, der havde et stort forspring til Stoch fra første runde.
Mens Bardal indtog sin plads i førerstolen for foden af bakken, udspillede der sig et besynderligt drama på toppen af den. Gregor Schlierenzauer, den næstbedste i første runde, havde et problem med sin skihopdragt, der var gået i stykker ved lynlåsen. Kameraerne fulgte tæt hvordan et par hjælpere, vistnok nogle prøvehoppere fra den lokale skiklub, hjalp "Schliri" med at få lappet dragten sammen med sikkerhedsnåle og gaffertape. Det var helt surrealistisk at se på. Schlierenzauer så rolig ud, men det var han vist også den eneste der var. Tilskuerne var urolige, officials var utålmodige, og sandt at sige var jeg også irriteret. Når Schlierenzauer hopper, er det for tiden konkurrencedagens højdepunkt, for hans form synes at være den bedste lige nu. Et par trin oppe ad rampen stod Daiki Ito, den japanske powerhopper, som med sit eksplosive afsæt havde vundet første runde, og prøvede at holde sig varm.
Det tog lang tid. Men da han kom ud på rampen, bevarede Schlierenzauer roen. Han blev i luften, meget, meget længe. Ved landingen trak han på skuldrene, på trods af at han havde præsteret det bedste hop i anden runde, og lå til at vinde suverænt. Ito landede, men kunne ikke følge op på sit superhop fra første runde. Han blev nummer tre.
Så gik der igen lidt tid, og tysk TV viderebragte nogle ordvekslinger fra konkurrenceledelsens radio. Og så kom den officielle meddelelse: Schlierenzauer var blevet diskvalificeret dels på grund af at reglerne siger en skihoppers dragt skal være lynet til (og Schliris havde jo altså været lukket med gaffertape), og dels på grund af at den flagrende gaffertape ved Schlierenzauers hals havde været ekstra vindmodstand i strid med reglerne.
Bardal fik således tilkendt sejren, foran Daiki Ito og Kamil Stoch i en af de underligste wardrobe malfunctions jeg har set i nogen sport. Man kan nok diskutere om kendelsen var rigtig - min umiddelbare reaktion på Twitter var at det var den ikke, men faktum er efter denne weekend at der nu er fire hoppere inde i billedet til den samlede worldcup-sejr: Kofler, der fortsat fører (og som fik megen gavn af dagens afgørelse), Schlierenzauer og Bardal, der har virket i god form hele sæsonen, og så Thomas Morgenstern, der pludselig er inde i billedet igen (han blev nummer fire i dag, og ham kan man slet ikke glemme endnu). Alle fire hoppere er inden for 100 points i den samlede stilling.
*
Og så kvindeskihop. Der er billedet fra uge til uge blevet mere entydigt efterhånden som sæsonen for alvor er kommet i gang. Inden sæsonen, den første worldcup-sæson i kvindeskihop, havde mange regnet med at de erfarne, Anette Sagen (Norge) og Daniela Iraschko (Østrig) ville være favoritterne, men den 17-årige amerikaner Sarah Hendrickson vandt den første konkurrence i Lillehammer, og har faktisk domineret lige siden. Kun én konkurrence har hun ikke vundet, og der blev hun trods alt nummer ni.
Hendrickson er den store stjerne i kvindeskihop, og specielt hvis hun kan blive ved på denne måde, kan hun blive sportens store trækplaster. Eller rettere, næsten på denne måde, for én hopper skal også nødig fuldstændig dræbe spændingen over alt for lang tid. For at tage kvindeskihop alvorligt, er det lidt bredere publikum nemlig nødt til at opleve at atleterne tager skihoppen alvorligt - - og sidste sæsons (Continental Cups) dominerende hopper, Daniela Iraschko, er faktisk kun skihopper i vinterpausen fra hendes primære sport, hvor hun er målmand for Wacker Mädels' fodboldhold i den østrigske kvindeliga. Og så sælger hoppere som Sarah Hendrickson, Jessica Jerome eller Melanie Faisst nok sporten bedre med deres udadvendte udstråling, frem for den lidt bastante Iraschko.
Og så viste weekendens konkurrencer i Predazzo, Italien, at de kvindelige skihoppere har niveauet til at det er på høje tid at de kommer med til Vinter-OL: Hendricksons vinderspring i går var 107.5 meter, hvilket var nok til at dele bakkerekorden med den legendariske (mandlige!) polske hopper Adam Malysz. Og i dag sprang hun 108 meter, og blev derved eneindehaver af rekorden. Ikke dårligt. Slet ikke dårligt.
Den næste måneds tid er stadig højsæson i skihop, og der er mange konkurrencer der skal afvikles. Hos herrerne er spændingen som nævnt intakt, medens det er svært at se hvordan den næstbedst placerede kvinde (Iraschko) skal kunne indhente de næsten 200 points hun allerede er efter Hendrickson.
*
Jeg vil slutte af med et par sætninger om Lauberhorn-styrtløbet, worldcup-kalenderens vel nok næstmest prestigefyldte styrtløb, efter Hahnenkamm-løbet, der afvikles i næste weekend. Lauberhorn-løbet blev kørt i Wengen i går, og jeg fik desværre ikke set det. Jeg kender sågar intet til vinderen. Det Lauberhorn-løb jeg husker bedst, forbliver den helt vanvittige årgang, 1997. Bruno Kernen styrtede voldsomt, og havde nær endt sin karriere i Brüggli-S-kurven. Han kom tilbage og vandt på Lauberhorn hele seks år senere, og i dag hedder den kurve 'Kernen-S'. Vinderen i 1997, Kristian Ghedina, havde en skarp duel kørende med Luc Alphand, endte med at slå ham med ganske få hundrededele, for derefter at kollapse og styrte ind i barrieren i målområdet.
Lauberhorn-løbet kræver udholdenhed. Ghedina havde det, men den dag, hvorfra vindertiden i øvrigt stadig står som banerekord, var løbet så ekstremt at selv han måtte give efter til sidst. Men Wengen-løbets vedvarende belastning gør også at en mere eksplosiv og aggressiv styrtløber som fx Didier Cuche typisk gør det mindre godt der end i det mere vildsomme Hahnenkamm-løb i Kitzbühel.
Kitzbühel er næste weekend, og det er jo også et årligt signal om at januar er ved at være slut. Og så vinterens vildeste kamp på den alpine kalender. High noon, næste weekend. Som om denne weekend ikke havde budt på nok drama i vintersport.
Ja - dengang kostede en 'wardrobe malfunction' nærmest Janet Jackson karrieren (hvorimod Justin Timberlake gik helt fri; jeg lægger et link til begivenhedens wikipedia-side her, hvis nogen skulle have glemt hvad der skete). Helt så slemt var det trods alt ikke i dag.
Scenen i dag var finalerunden af skiflyvningen i Kulm. En sublimt tilspidset kamp mellem de store. Kofler meldte sig ganske vist ud tidligt (hans form er tilsyneladende styrtdykket efter Firebakketurneringen), men Morgenstern var skarp. Ham overtog Kamil Stoch føringen fra, og holdt den et stykke tid. Helt indtil den tredjesidste hopper, Anders Bardal fra Norge, der havde et stort forspring til Stoch fra første runde.
Mens Bardal indtog sin plads i førerstolen for foden af bakken, udspillede der sig et besynderligt drama på toppen af den. Gregor Schlierenzauer, den næstbedste i første runde, havde et problem med sin skihopdragt, der var gået i stykker ved lynlåsen. Kameraerne fulgte tæt hvordan et par hjælpere, vistnok nogle prøvehoppere fra den lokale skiklub, hjalp "Schliri" med at få lappet dragten sammen med sikkerhedsnåle og gaffertape. Det var helt surrealistisk at se på. Schlierenzauer så rolig ud, men det var han vist også den eneste der var. Tilskuerne var urolige, officials var utålmodige, og sandt at sige var jeg også irriteret. Når Schlierenzauer hopper, er det for tiden konkurrencedagens højdepunkt, for hans form synes at være den bedste lige nu. Et par trin oppe ad rampen stod Daiki Ito, den japanske powerhopper, som med sit eksplosive afsæt havde vundet første runde, og prøvede at holde sig varm.
Det tog lang tid. Men da han kom ud på rampen, bevarede Schlierenzauer roen. Han blev i luften, meget, meget længe. Ved landingen trak han på skuldrene, på trods af at han havde præsteret det bedste hop i anden runde, og lå til at vinde suverænt. Ito landede, men kunne ikke følge op på sit superhop fra første runde. Han blev nummer tre.
Så gik der igen lidt tid, og tysk TV viderebragte nogle ordvekslinger fra konkurrenceledelsens radio. Og så kom den officielle meddelelse: Schlierenzauer var blevet diskvalificeret dels på grund af at reglerne siger en skihoppers dragt skal være lynet til (og Schliris havde jo altså været lukket med gaffertape), og dels på grund af at den flagrende gaffertape ved Schlierenzauers hals havde været ekstra vindmodstand i strid med reglerne.
Bardal fik således tilkendt sejren, foran Daiki Ito og Kamil Stoch i en af de underligste wardrobe malfunctions jeg har set i nogen sport. Man kan nok diskutere om kendelsen var rigtig - min umiddelbare reaktion på Twitter var at det var den ikke, men faktum er efter denne weekend at der nu er fire hoppere inde i billedet til den samlede worldcup-sejr: Kofler, der fortsat fører (og som fik megen gavn af dagens afgørelse), Schlierenzauer og Bardal, der har virket i god form hele sæsonen, og så Thomas Morgenstern, der pludselig er inde i billedet igen (han blev nummer fire i dag, og ham kan man slet ikke glemme endnu). Alle fire hoppere er inden for 100 points i den samlede stilling.
*
Og så kvindeskihop. Der er billedet fra uge til uge blevet mere entydigt efterhånden som sæsonen for alvor er kommet i gang. Inden sæsonen, den første worldcup-sæson i kvindeskihop, havde mange regnet med at de erfarne, Anette Sagen (Norge) og Daniela Iraschko (Østrig) ville være favoritterne, men den 17-årige amerikaner Sarah Hendrickson vandt den første konkurrence i Lillehammer, og har faktisk domineret lige siden. Kun én konkurrence har hun ikke vundet, og der blev hun trods alt nummer ni.
Hendrickson er den store stjerne i kvindeskihop, og specielt hvis hun kan blive ved på denne måde, kan hun blive sportens store trækplaster. Eller rettere, næsten på denne måde, for én hopper skal også nødig fuldstændig dræbe spændingen over alt for lang tid. For at tage kvindeskihop alvorligt, er det lidt bredere publikum nemlig nødt til at opleve at atleterne tager skihoppen alvorligt - - og sidste sæsons (Continental Cups) dominerende hopper, Daniela Iraschko, er faktisk kun skihopper i vinterpausen fra hendes primære sport, hvor hun er målmand for Wacker Mädels' fodboldhold i den østrigske kvindeliga. Og så sælger hoppere som Sarah Hendrickson, Jessica Jerome eller Melanie Faisst nok sporten bedre med deres udadvendte udstråling, frem for den lidt bastante Iraschko.
Og så viste weekendens konkurrencer i Predazzo, Italien, at de kvindelige skihoppere har niveauet til at det er på høje tid at de kommer med til Vinter-OL: Hendricksons vinderspring i går var 107.5 meter, hvilket var nok til at dele bakkerekorden med den legendariske (mandlige!) polske hopper Adam Malysz. Og i dag sprang hun 108 meter, og blev derved eneindehaver af rekorden. Ikke dårligt. Slet ikke dårligt.
Den næste måneds tid er stadig højsæson i skihop, og der er mange konkurrencer der skal afvikles. Hos herrerne er spændingen som nævnt intakt, medens det er svært at se hvordan den næstbedst placerede kvinde (Iraschko) skal kunne indhente de næsten 200 points hun allerede er efter Hendrickson.
*
Jeg vil slutte af med et par sætninger om Lauberhorn-styrtløbet, worldcup-kalenderens vel nok næstmest prestigefyldte styrtløb, efter Hahnenkamm-løbet, der afvikles i næste weekend. Lauberhorn-løbet blev kørt i Wengen i går, og jeg fik desværre ikke set det. Jeg kender sågar intet til vinderen. Det Lauberhorn-løb jeg husker bedst, forbliver den helt vanvittige årgang, 1997. Bruno Kernen styrtede voldsomt, og havde nær endt sin karriere i Brüggli-S-kurven. Han kom tilbage og vandt på Lauberhorn hele seks år senere, og i dag hedder den kurve 'Kernen-S'. Vinderen i 1997, Kristian Ghedina, havde en skarp duel kørende med Luc Alphand, endte med at slå ham med ganske få hundrededele, for derefter at kollapse og styrte ind i barrieren i målområdet.
Lauberhorn-løbet kræver udholdenhed. Ghedina havde det, men den dag, hvorfra vindertiden i øvrigt stadig står som banerekord, var løbet så ekstremt at selv han måtte give efter til sidst. Men Wengen-løbets vedvarende belastning gør også at en mere eksplosiv og aggressiv styrtløber som fx Didier Cuche typisk gør det mindre godt der end i det mere vildsomme Hahnenkamm-løb i Kitzbühel.
Kitzbühel er næste weekend, og det er jo også et årligt signal om at januar er ved at være slut. Og så vinterens vildeste kamp på den alpine kalender. High noon, næste weekend. Som om denne weekend ikke havde budt på nok drama i vintersport.
søndag den 8. januar 2012
Pludselig blev jeg modeblogger
Jeg har set på den innovative modeblog Howaboutnooo at det definerende kendetegn ved en modeblog er at der er masser af billeder af modebloggerens hånd der holder en flaske neglelak. Det kan jeg selvfølgelig også, så værsåartig, her er et billede af min hånd der holder neglelakken 'Mermaid's Tears'. Og pludselig er jeg dermed blevet en vaskeægte modeblogger. Så var det heller ikke sværere.
Jeg har undladt at tage neglelak på selv. Det håber jeg I vil tilgive mig for.
Jeg har undladt at tage neglelak på selv. Det håber jeg I vil tilgive mig for.
fredag den 6. januar 2012
Kamil Stochs forsvindingsnummer
Jørgen Leth skrev et jazz-inspireret digt nede i 50'erne, som han kaldte "En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem". Det er også titlen på en antologi over Leths jazzskriverier, som jeg er i gang med at læse for tiden.
I går forsvandt Kamil Stoch i Innsbruck.
Han har så tiltalende et potentiale, denne polak. Ingen skihopper har en finere stil end han, han ligger roligere i luften end selv Thomas Morgenstern, og har en stoisk udstråling når han sidder på startplanken. Endnu mere end de andre hoppere. Kamil Stoch skiller sig ud. Flere af skihopperne er karakterfulde, i særdeleshed østrigerne og nordmændene (de får vel mest tv-tid i deres hjemlande), men det er det egentlig ikke mit indtryk at Kamil Stoch er. Det er bare som om han hopper i sin egen konkurrence, på sin egen bakke, i sin egen verden.
Første gang jeg lagde mærke til Kamil Stoch var da Eurosport viste sommerskihop fra Klingenthal i oktober. Stoch førte efter første runde og landede et sikkert vinderhop som sidste mand på bakken. I sin egen verden.
Men der er også noget meget skrøbeligt over ham. I Innsbruck havde Kofler, vel den mest teatralske af alle hopperne, igen skippet kvalifikationen, således at han måtte starte med rygnummer 50. Stoch havde vundet kvalifikationen, og skulle altså direkte op imod World Cupens førende hopper.
Kofler leverede det hidtil 3.-bedste hop i konkurrencen. Stilsikkert, agressivt. Han har været det tætteste man kan komme på en sikker podiekandidat i skihop denne sæson.
Og så Kamil Stoch. Sidste mand. Han havde god fart på ned ad rampen, lå som sædvanlig helt stille i luften. Og så tiden der gik. Og mere tid. Og mere endnu. Da han endelig landede, havde han føringen, finalepladsen og forvandlet Kofler til en lucky loser, et wild card.
Finalerunde. Igen problemer med vindforholdene, som har påvirket adskillige konkurrencer i år. Føringen skifter et par gange. Kofler leverer et fremragende hop, der bringer vild jubel blandt hans hjemmepublikum. Suveræn føring, og den holder længe. Schlierenzauer kan ikke slå ham denne gang.
Og så Kamil Stoch. Sidste mand i luften. Men pludselig lander han, kun lige over 100 meter. På udløbsstykket viser han et skuldertræk i retningen af kameraet. En niendeplads. Cirka det niveau Stoch har været på det meste af sæsonen, men en gedigen skuffelse efter det formidable første hop.
Det var et klassisk forsvindingsnummer i det der i amerikansk sport kaldes 'crunch time': Det tidspunkt hvor afgørelsen finder sted. Intet er mere crunch time i vintersport end den sidste hopper i skihop. Presset er maksimalt.
Der krakelerede Kamil Stochs egen isolerede skihopsverden. Tydeligvis. Måske var der noget med vinden, måske ikke. Sagen er at han ikke leverede. I amerikansk sport taler man om at en atlet er 'clutch' hvis han kan levere afgørende præstationer i crunch time. Kamil Stochs store svaghed lader til at han ikke er clutch nok til de store sejre (han har heller ikke stabilitet, men det er der kun to-tre skihoppere der reelt har). Store atleter der forsvinder i crunch time er noget af det mest frustrerende at se på i sport. Og det kan være noget de store kæmper med igennem flere år (LeBron James på et niveau, Caroline Wozniacki på et andet). Hvis man som topatlet er clutch, kan man skabe sig en større legende end ens regulære niveau måske berettiger til. David Ortiz har kun to-tre sæsoner som blot en anstændig hitter midt i Bostons lineup. Oscar Freire er sjældent i form, men altid til VM. Robert Horry - ja, han er et kapitel for sig. Det kommer jeg nok til.
Innsbruck kunne være blevet Kamil Stochs helt store gennembrud. Ikke denne gang.
P.S.: Duke Jordan var en jazzpianist som bl.a. var medlem af Charlie Parkers genredefinerende kvintet. Så vidt jeg ved, forsvandt han ikke i Harlem, og slet ikke på det tidspunkt hvor Jørgen Leth skrev sit digt. Han døde i 2006 som 84-årig. Kamil Stoch forsvandt selvfølgelig heller ikke rigtigt i Innsbruck. Han kan stadig vinde World Cup-konkurrencer i år. Men han skal nok finde tilbage til sin egen verden og isolere sig der når han skal hoppe i pressede situationer, hvis han vil vinde de prestigefyldte konkurrencer.
I går forsvandt Kamil Stoch i Innsbruck.
Han har så tiltalende et potentiale, denne polak. Ingen skihopper har en finere stil end han, han ligger roligere i luften end selv Thomas Morgenstern, og har en stoisk udstråling når han sidder på startplanken. Endnu mere end de andre hoppere. Kamil Stoch skiller sig ud. Flere af skihopperne er karakterfulde, i særdeleshed østrigerne og nordmændene (de får vel mest tv-tid i deres hjemlande), men det er det egentlig ikke mit indtryk at Kamil Stoch er. Det er bare som om han hopper i sin egen konkurrence, på sin egen bakke, i sin egen verden.
Første gang jeg lagde mærke til Kamil Stoch var da Eurosport viste sommerskihop fra Klingenthal i oktober. Stoch førte efter første runde og landede et sikkert vinderhop som sidste mand på bakken. I sin egen verden.
Men der er også noget meget skrøbeligt over ham. I Innsbruck havde Kofler, vel den mest teatralske af alle hopperne, igen skippet kvalifikationen, således at han måtte starte med rygnummer 50. Stoch havde vundet kvalifikationen, og skulle altså direkte op imod World Cupens førende hopper.
Kofler leverede det hidtil 3.-bedste hop i konkurrencen. Stilsikkert, agressivt. Han har været det tætteste man kan komme på en sikker podiekandidat i skihop denne sæson.
Og så Kamil Stoch. Sidste mand. Han havde god fart på ned ad rampen, lå som sædvanlig helt stille i luften. Og så tiden der gik. Og mere tid. Og mere endnu. Da han endelig landede, havde han føringen, finalepladsen og forvandlet Kofler til en lucky loser, et wild card.
Finalerunde. Igen problemer med vindforholdene, som har påvirket adskillige konkurrencer i år. Føringen skifter et par gange. Kofler leverer et fremragende hop, der bringer vild jubel blandt hans hjemmepublikum. Suveræn føring, og den holder længe. Schlierenzauer kan ikke slå ham denne gang.
Og så Kamil Stoch. Sidste mand i luften. Men pludselig lander han, kun lige over 100 meter. På udløbsstykket viser han et skuldertræk i retningen af kameraet. En niendeplads. Cirka det niveau Stoch har været på det meste af sæsonen, men en gedigen skuffelse efter det formidable første hop.
Det var et klassisk forsvindingsnummer i det der i amerikansk sport kaldes 'crunch time': Det tidspunkt hvor afgørelsen finder sted. Intet er mere crunch time i vintersport end den sidste hopper i skihop. Presset er maksimalt.
Der krakelerede Kamil Stochs egen isolerede skihopsverden. Tydeligvis. Måske var der noget med vinden, måske ikke. Sagen er at han ikke leverede. I amerikansk sport taler man om at en atlet er 'clutch' hvis han kan levere afgørende præstationer i crunch time. Kamil Stochs store svaghed lader til at han ikke er clutch nok til de store sejre (han har heller ikke stabilitet, men det er der kun to-tre skihoppere der reelt har). Store atleter der forsvinder i crunch time er noget af det mest frustrerende at se på i sport. Og det kan være noget de store kæmper med igennem flere år (LeBron James på et niveau, Caroline Wozniacki på et andet). Hvis man som topatlet er clutch, kan man skabe sig en større legende end ens regulære niveau måske berettiger til. David Ortiz har kun to-tre sæsoner som blot en anstændig hitter midt i Bostons lineup. Oscar Freire er sjældent i form, men altid til VM. Robert Horry - ja, han er et kapitel for sig. Det kommer jeg nok til.
Innsbruck kunne være blevet Kamil Stochs helt store gennembrud. Ikke denne gang.
P.S.: Duke Jordan var en jazzpianist som bl.a. var medlem af Charlie Parkers genredefinerende kvintet. Så vidt jeg ved, forsvandt han ikke i Harlem, og slet ikke på det tidspunkt hvor Jørgen Leth skrev sit digt. Han døde i 2006 som 84-årig. Kamil Stoch forsvandt selvfølgelig heller ikke rigtigt i Innsbruck. Han kan stadig vinde World Cup-konkurrencer i år. Men han skal nok finde tilbage til sin egen verden og isolere sig der når han skal hoppe i pressede situationer, hvis han vil vinde de prestigefyldte konkurrencer.
onsdag den 4. januar 2012
Stop - og tænk.
"Hvad hvis OL havde kombisport på programmet?" spurgte den danske satiregruppe Klub Klam tilbage i 2002. Det var selvfølgelig en grotesk forestilling, et vildfarent miskmask af sportsgrene, hvor jockeyen sparker fjerpucken ind mellem målkurvene. Eller noget i den retning, jeg kan ikke huske detaljerne, for en væsentlig pointe med sketchen var at tempoet skulle være højt nok til at overvælde lytteren. Idéen var dog rigtig sjov, om end ikke ny; min gamle 'partner in crime' når det kom til udvikling af idéer af denne type, Jens Roland, foreslog således omkring samme tidspunkt 'forhindrings-bob'! Den fremragende sportsfarce Baseketball bygger på samme tanke. Hvordan ville sportsgrene se ud hvis man kombinerede dem?
På mange måder er det selvfølgelig noget pjat, men selve gameplayet i 'baseketball' kunne måske godt fungere. Det er en slags udvidet skydekonkurrence med en basketball og -kurv, og efter sigende inspireret af en af producenternes eget slæng. Fungere kunne 'forhindringsbob' næppe. Men hybrid-sportsgrene behøver ikke være pjattede, fx lever håndbolden (som klart forekommer mig at være en hybrid af fodbold og basketball) i bedste velgående her i Skandinavien.
Men det sjove, hvis jeg skal følge Klub Klams opfordring nede fra 2002 (denne blogposts titel: "Stop - og tænk"), det ville være at flytte kendte sportsgrene til uvante omgivelser. Det vil sige, i stedet for at gentænke det vi kunne kalde 'gameplay', altså selve konkurrencens forløb og regler, så kunne man gentænke konkurrencens rammer og vilkår. Det kunne der komme nogle overmåde spændende konstruktioner ud af.
I min cykelsportsfase fantaserede jeg meget om alternative udformninger af cykelløb. Især etapeløb, for det er utroligt så lidt man behøver at ændre for at man får at gøre med en væsensforskellig sportsbegivenhed. Jeg kan huske at jeg forestillede mig et etapeløb for landshold. Altså hvor rytterne ikke kører for deres sædvanlige firmahold, men for landsholdene som man kender fra landevejs-VM, et endagsløb. Bare denne lille justering ville betyde et markant anderledes løb end de øvrige etapeløb (dengang forestillede jeg mig at løbet skulle have ca. samme længde som fx Paris-Nice).
Når rytterne ikke er vant til at køre på hold sammen, som de er når de kører på firmaholdene, kunne man sikkert opleve visse forviklinger. Lige som et interessant moment kunne være ryttertyperne, som har tendens til at gruppere sig omkring bestemte nationaliteter. Italienere er små og lette i bjergene, belgiere er mere massive og tunge. Der er selvfølgelig undtagelser, men der er klare tendenser.
Samtidig går der gennem alle disse idéer jeg har haft til gentænkning af cykelløb en begejstring for det helt ekstreme. Lange tidskørsler, individuelle og holdkørsler. I praksis kunne det derfor være blevet ret svært for en anden end en spanier (Indurain, Olano, Mauri) eller en schweizer (Rominger, Zülle) at komme i nærheden af førertrøjen efter holdtidskørslen i starten af løbet, som jeg forestillede mig rigtig lang (100-150 km.). Jeg fantaserede også om mulighederne af at holdene kunne have 15 ryttere hver. Sikke et rod det kunne være blevet!
Endnu værre, stadig inden for cykling, var min idé om et etapeløb fra Gibraltar til Nordkap. Det ville blive et løb så ekstremt at det i karakter nærmer sig Jens Rolands forhindrings-bob. Alene længden (dobbelt så langt som et treugers-etapeløb normalt var dengang) og overvejelser om placering i kalenderen (uden for sommermånederne er Nordkap selvsagt helt utilgængeligt land på cykel). Hvor lange skulle etaperne være? Umuligt lange. Hvor mange af bjergene kunne man realistisk set komme uden om på den lange vej nordpå, og hvor mange skulle man alligevel inkludere? Løbets længde alene, og den uundgåelige tiltagende kulde, kunne jo sørge for en naturlig udskilning i toppen af klassementet - for slet ikke at tale om i bunden af det! Risikoen for sygdom, som er en vigtig nok faktor i hårdhedsgraden af et konventionelt etapeløb, ville måske anspore til en vis forsigtighed i løbet. Det ville blive et løb for de rigtig robuste, de virkelig hårde.
Jeg forestillede mig selvfølgelig at Indurain ville være helt urørlig. At selv let kuperede etaper i Midtsverige kunne slutte med Indurain alene i mål, adskillige minutter foran de nærmeste forfølgere (som sikkert ville være andre hårde temporyttere som Rominger, Bugno, Zülle). Men den fantasi rummer jo et betydeligt hul: Cykelsporten var dengang en gentlemanssport, under Indurains regime. Det var inden Armstrong bragte sin få-hvad-du-kan-ta'-attitude ind i sporten. Og hvis Indurain, i kraft af sin dominans i de umenneskeligt lange tidskørsler og sin soliditet i de hårdeste bjerge, ville hans motivation for at angribe hårdt eller køre lange solotogter på de sidste kolde og mørke etaper gennem Nordnorge være ikke-eksisterende. Spændingen i løbet kunne med andre ord være væk gennem de sidste mange, mange dage.
Det syntes jeg selvfølgelig også var meget flot at tænke på (og etapesejrene skulle der jo også stadig køres om), og der er nu stadig noget fascinerende ved et stærkt decimeret cykelfelt iklædt overtrækstøj, rullende med 28 km/t ind i Nordkap i tusmørke og frostdis. Med lygter på cyklerne, fire Banesto-ryttere i front og Indurain i gult. På sidste etape ville ingen garanteret have overskud til at tænke på etapesejren, efter over 6000 kilometers cykelløb gennem halvanden måned.
Om ikke andet en formidabel æstetisk oplevelse. Hvis man tænker lidt over det, var jeg med denne idé mere end et årti forud for norsk tvs Hurtigruten-program fra i sommer. Det praktiske gør man nok klogt i ikke at tænke for meget over.
Det er selvfølgelig mest cykelløb jeg har 'udviklet' på, og jeg kan også huske at jeg - som eksempel på en realiserbar idé - spekulerede over afvikling af et holdløb som en stafet. Altså hvor rytterne på skift kører en enkeltstart, og afløser hinanden. Vinderholdet er selvfølgelig det der har den hurtigste tid på de fem ryttere der kører løbet. Eller fire - den klassiske 100 km-distance kunne være ideel til sådan et eksperiment. Så skulle hver rytter kører 25 km. enkeltstart. Meget interessant, hvis jeg selv skal sige det. Og så er det kombisport på den måde at det er et lån fra langrend på ski.
Denne idé får mig til at tænke lidt videre over mine gamle idéer, og jeg kommer helt sikkert til at vende tilbage til kombisports-tanken på et senere tidspunkt. Indtil videre har jeg jo også kun berørt mine gamle idéer om cykelløb - ikke nogen andre sportsgrene. Det kommer senere.
På mange måder er det selvfølgelig noget pjat, men selve gameplayet i 'baseketball' kunne måske godt fungere. Det er en slags udvidet skydekonkurrence med en basketball og -kurv, og efter sigende inspireret af en af producenternes eget slæng. Fungere kunne 'forhindringsbob' næppe. Men hybrid-sportsgrene behøver ikke være pjattede, fx lever håndbolden (som klart forekommer mig at være en hybrid af fodbold og basketball) i bedste velgående her i Skandinavien.
Men det sjove, hvis jeg skal følge Klub Klams opfordring nede fra 2002 (denne blogposts titel: "Stop - og tænk"), det ville være at flytte kendte sportsgrene til uvante omgivelser. Det vil sige, i stedet for at gentænke det vi kunne kalde 'gameplay', altså selve konkurrencens forløb og regler, så kunne man gentænke konkurrencens rammer og vilkår. Det kunne der komme nogle overmåde spændende konstruktioner ud af.
I min cykelsportsfase fantaserede jeg meget om alternative udformninger af cykelløb. Især etapeløb, for det er utroligt så lidt man behøver at ændre for at man får at gøre med en væsensforskellig sportsbegivenhed. Jeg kan huske at jeg forestillede mig et etapeløb for landshold. Altså hvor rytterne ikke kører for deres sædvanlige firmahold, men for landsholdene som man kender fra landevejs-VM, et endagsløb. Bare denne lille justering ville betyde et markant anderledes løb end de øvrige etapeløb (dengang forestillede jeg mig at løbet skulle have ca. samme længde som fx Paris-Nice).
Når rytterne ikke er vant til at køre på hold sammen, som de er når de kører på firmaholdene, kunne man sikkert opleve visse forviklinger. Lige som et interessant moment kunne være ryttertyperne, som har tendens til at gruppere sig omkring bestemte nationaliteter. Italienere er små og lette i bjergene, belgiere er mere massive og tunge. Der er selvfølgelig undtagelser, men der er klare tendenser.
Samtidig går der gennem alle disse idéer jeg har haft til gentænkning af cykelløb en begejstring for det helt ekstreme. Lange tidskørsler, individuelle og holdkørsler. I praksis kunne det derfor være blevet ret svært for en anden end en spanier (Indurain, Olano, Mauri) eller en schweizer (Rominger, Zülle) at komme i nærheden af førertrøjen efter holdtidskørslen i starten af løbet, som jeg forestillede mig rigtig lang (100-150 km.). Jeg fantaserede også om mulighederne af at holdene kunne have 15 ryttere hver. Sikke et rod det kunne være blevet!
Endnu værre, stadig inden for cykling, var min idé om et etapeløb fra Gibraltar til Nordkap. Det ville blive et løb så ekstremt at det i karakter nærmer sig Jens Rolands forhindrings-bob. Alene længden (dobbelt så langt som et treugers-etapeløb normalt var dengang) og overvejelser om placering i kalenderen (uden for sommermånederne er Nordkap selvsagt helt utilgængeligt land på cykel). Hvor lange skulle etaperne være? Umuligt lange. Hvor mange af bjergene kunne man realistisk set komme uden om på den lange vej nordpå, og hvor mange skulle man alligevel inkludere? Løbets længde alene, og den uundgåelige tiltagende kulde, kunne jo sørge for en naturlig udskilning i toppen af klassementet - for slet ikke at tale om i bunden af det! Risikoen for sygdom, som er en vigtig nok faktor i hårdhedsgraden af et konventionelt etapeløb, ville måske anspore til en vis forsigtighed i løbet. Det ville blive et løb for de rigtig robuste, de virkelig hårde.
Jeg forestillede mig selvfølgelig at Indurain ville være helt urørlig. At selv let kuperede etaper i Midtsverige kunne slutte med Indurain alene i mål, adskillige minutter foran de nærmeste forfølgere (som sikkert ville være andre hårde temporyttere som Rominger, Bugno, Zülle). Men den fantasi rummer jo et betydeligt hul: Cykelsporten var dengang en gentlemanssport, under Indurains regime. Det var inden Armstrong bragte sin få-hvad-du-kan-ta'-attitude ind i sporten. Og hvis Indurain, i kraft af sin dominans i de umenneskeligt lange tidskørsler og sin soliditet i de hårdeste bjerge, ville hans motivation for at angribe hårdt eller køre lange solotogter på de sidste kolde og mørke etaper gennem Nordnorge være ikke-eksisterende. Spændingen i løbet kunne med andre ord være væk gennem de sidste mange, mange dage.
Det syntes jeg selvfølgelig også var meget flot at tænke på (og etapesejrene skulle der jo også stadig køres om), og der er nu stadig noget fascinerende ved et stærkt decimeret cykelfelt iklædt overtrækstøj, rullende med 28 km/t ind i Nordkap i tusmørke og frostdis. Med lygter på cyklerne, fire Banesto-ryttere i front og Indurain i gult. På sidste etape ville ingen garanteret have overskud til at tænke på etapesejren, efter over 6000 kilometers cykelløb gennem halvanden måned.
Om ikke andet en formidabel æstetisk oplevelse. Hvis man tænker lidt over det, var jeg med denne idé mere end et årti forud for norsk tvs Hurtigruten-program fra i sommer. Det praktiske gør man nok klogt i ikke at tænke for meget over.
Det er selvfølgelig mest cykelløb jeg har 'udviklet' på, og jeg kan også huske at jeg - som eksempel på en realiserbar idé - spekulerede over afvikling af et holdløb som en stafet. Altså hvor rytterne på skift kører en enkeltstart, og afløser hinanden. Vinderholdet er selvfølgelig det der har den hurtigste tid på de fem ryttere der kører løbet. Eller fire - den klassiske 100 km-distance kunne være ideel til sådan et eksperiment. Så skulle hver rytter kører 25 km. enkeltstart. Meget interessant, hvis jeg selv skal sige det. Og så er det kombisport på den måde at det er et lån fra langrend på ski.
Denne idé får mig til at tænke lidt videre over mine gamle idéer, og jeg kommer helt sikkert til at vende tilbage til kombisports-tanken på et senere tidspunkt. Indtil videre har jeg jo også kun berørt mine gamle idéer om cykelløb - ikke nogen andre sportsgrene. Det kommer senere.
lørdag den 31. december 2011
Dette er sportsnostalgi!
Mange af os kan nok huske bøger som denne. Den ligger netop nu på det bord hvor nytårsmiddagen skal indtages om et par timer. Godt nytår til alle!
Skihop og design
I dag vil jeg gerne skrive lidt om skihop. I anledning af vintersæsonen, og ikke mindst af at Firebakketurneringen, hopsæsonens højdepunkt, startede i dag med konkurrencen i Oberstdorf.
Jeg er først for nylig begyndt at følge skihop, og det er jo i grunden en underligt absurd sport. En konkurrenceweekend består vel for springerne af sammenlagt vel under et minut i aktion. Ganske lidt af denne tid kontrollerer springeren tempo, balance eller i virkeligheden noget som helst andet, for vindforholdene er altafgørende for det helt rigtige hop. Det var vinden der ødelagde Kamil Stochs chancer for et godt resultat i årets Firebakketurnering i Oberstdorf i dag. Skihopperen forekommer ret tit magtesløs over for elementerne. Men han skal gøre hvad han kan for at kontrollere, og derfor ligger der endeløs træning og opvarmning til grund for de korte præstationer. Elitesportens logik.
En teoretiker som mig kan selvfølgelig ikke forstå den dybere dynamik i en sportsgren på baggrund af at have fulgt den i et par måneder. Det jeg kan, er at iagttage hvordan en konkurrence forløber, og hvordan aktørerne forholder sig til hinanden. Sportslig antropologi, om man vil. Eller dramaturgi.
Uanset hvordan vejret opfører sig, er der megen ventetid i skihop. Dels for springerne, der må opholde sig lang tid i opvarmningsområderne, sidde længe i skilifts - hvilket tv-kameraer fra tid til anden dokumenterer - og i minutterne op til hoppet venter de på hinanden. Sidder i kø. Men også for deres trænere, der opholder sig i et meget klart defineret område på bakken, trænertårnet. Og for tilskuerne, men det går nu igen i mange sportsgrene, i særdeleshed i vintersport.
Men ventetiden er en del af dramaet i skihop. Hoppene i sig selv ligner frem til de sidste ti springere en mærkelig monoton afvikling af en konkurrence; store følelsesudbrud er ganske sjældne, og tv-billeder af tilskuere og det øvrige liv omkring hopbakken bekræfter den dramatiske homogenitet. Tilskuerne hylder alle hoppere. I hvert fald - med få undtagelser - inden for nationaliteterne. Og så al den ventetid. For et par uger siden, jeg mener det var i Harrachov, viste tv i adskillige minutter kun billeder af Severin Freund der sad i en skilift og ventede på at blive hejst op i tilløbstårnet. Der skete ingenting, og alligevel rummede de billeder noget jeg synes er meget vigtigt for formidlingen af en sportsbegivenhed til tv såvel som live: Potentiel energi. Der var ingen tvivl om at Freund i det øjeblik var en topatlet på vej i arenaen. Fintunet, opvarmet, klar.
Figurerne der optræder i hopsporten er naturligvis også vigtige for sportens appel, og her har skihop den ulempe i forhold til de fleste store sportsgrene at få - hvis overhovedet nogen - udøvere har potentiale til at transcendere sportens grænser. Med andre ord er skihoppere kendte blandt folk der følger skihop, og ikke uden for deres sport. Eddie "The Eagle" Edwards er en notabel undtagelse, men en som skihopsfolk ikke bryder sig meget om.
Det er mit indtryk at vi netop nu befinder os i en sportsligt stærk periode i skihopsporten. Purister vil mene at sporten toppede i 80'erne med Jens Weissflog (det vil nok i hvert fald østtyskere mene), men faktum er at Legendernes Tid i høj grad var omkring årtusindskiftet med navne som Adam Malysz og Janne Ahonen, der hører til deres respektive landes største sportsnavne gennem tiderne, og den tyske guldalder med Sven Hannawald i spidsen. Især Hannawald var en rockstjerne i Tyskland, der kunne det der med at sælge billetter uden for hopsportens trods alt lidt begrænsede markeder, men efter at han stoppede karrieren på grund af udbrændthed, kunne man mene at få nuværende skihoppere har den samme gennemslagskraft som de tre store fra dengang, hvoraf Malysz, der stoppede efter 2010-sæsonen, var den sidst aktive.
De største navne i skihop i dag er østrigere. Thomas Morgenstern, der netop er blevet kåret som årets sportsudøver i Kärnten, hvor han kommer fra, var inden denne sæson favorit til at vinde World Cuppen, men har ikke helt kunnet få det til at fungere optimalt indtil nu. Morgenstern er en fantastisk karakter i skihopsmiljøet, altid smilende, giver sig god tid til at hilse på fans, og er altid blandt de første til at lykønske sine konkurrenter, også selv om han må være skuffet over hvordan sæsonen er forløbet, på baggrund af sin oprindelige favoritværdighed. Han er nok det tætteste man kommer på en superstjerne i denne sport, og han er altid i nærheden af podiet, på trods af små skader og selv om han ikke har haft den sidste skarphed i finalerne. Selv om han stadig er ung, 25 år, afslører hans attitude at han har konsolideret sin position øverst i springernes hierarki.
Andreas Kofler, en anden østriger, har været den markant stærkeste og mest stabile i denne sæson. Han lagde ud med at vinde de første tre konkurrencer i World Cuppen, bl.a. med en dominerende sejr i Kuusamo, årets første møde. Kofler har en stærk balance, og er praktisk taget en lige så komplet hopper som Morgenstern. Hans redning af en ubalance ved landingen i dag vidner om flot kontrol og stor form. Med sine 27 år er det nu Kofler skal toppe, og det ser det ud til at han kan. Gregor Schlierenzauer, der vandt i Oberstdorf i dag, er med sine kun 21 år stadig en sensation. Han nærmer sig adskillige rekorder i World Cuppen, og i dag vandt han sin anden individuelle sejr i denne sæson. 'Schliri', som han kaldes, er en eksplosiv hopper med et stærkt afsæt, og han er nok bedre i luften end sine direkte konkurrenter. Hvis hoplængden var den eneste konkurrenceparameter i skihop, var der nok meget få der kunne hamle op med Schlierenzauer, som fører sæsonregnskabet for hoplængde med 3 meter (2034 meter mod Koflers 2031; Morgenstern ligger tredjebedst med 2003,5 meter). Hvis nogen skulle tage konkurrencen op mod Schlierenzauer i ren hopstyrke, skulle det nok være den store østriger Martin Koch, som dog føler sig bedst hjemme på de ekstra store bakker i skiflyvning, eller den ligeledes pladskrævende verdensrekordindehaver, nordmanden Johan Remen Evensen, der dog overhovedet ikke har kunnet få tingene til at fungere i år.
Hvis stilkaraktererne var den eneste konkurrenceparameter, ville polakken Kamil Stoch derimod være blandt favoritterne til World Cuppen. Stoch er billedet på en typisk skihopper med sin klejne fysik og fokuserede, men rolige, blik, og når han svæver ned mod dalen, ligger han helt stille i luften. Mange spår Stoch en stor karriere, og æstetisk er hans hop en nydelse for en ikke-indviet beundrer af denne sport. Desværre er han også skrøbelig over for elementerne, hvad hans andet hop i dag illustrerede, og meget ustabil; i Lillehammer nåede han således ikke engang til anden runde. Men i kraft af sine høje stilkarakterer ligger han højere placeret i World Cuppen end i hoplængderegnskabet.
Dette skal naturligvis ikke være en omfattende gennemgang af figurerne i skihopsporten, men blot en lille demonstration af hvor interessant feltet stadig er, på trods af tabene af Malysz, Ahonen og, for nogle år siden, Hannawald. Tyskerne har igen nogle solide springere, med den mest stabile, Severin Freund, og Richard Freitag, der er i færd med en gennembrudssæson, i spidsen, og nordmændene har haft den komplette hopper Anders Bardal at glæde sig over, selv om de nok skal håbe på at Tom Hilde hurtigt kommer sig oven på sit styrt i Oberstdorf i dag.
Således er persongalleriet og dramaet skitseret. Nu kan Firebakketurneringen fortsætte den 1. januar i Garmisch-Partenkirchen med det traditionelle nytårsskihop. Efter denne lidt lange blogpost på en blog der handler om sportsnostalgi kan man måske undre sig over hvor nostalgien er henne i al denne gennemgang af denne sæson med den pointe at det nutidige felt er lige så interessant som det sporten bød på for ti år siden. Er det ikke et brud på denne blogs definerende regel?
Nej, for skihop er som sportsgren ren nostalgi. Det er en rendyrket anakronisme, med konservative udviklinger inden for hopteknik, udstyr og scenerne for konkurrencerne. Meget ligner sig selv fra Weissflog-æraen i midt-80'erne: Springerne har omtrent de samme dragter på, af en grund som kun skihoppere vel kan forklare, får de tophuer på når de tager hjelmen af, og skihopbakkerne afgrænses stadig af den samme type tilsyneladende ubehandlede og (har jeg konstateret ved selvsyn) ofte smårådne brædder. Anlæggene fornys - Holmenkollen i Oslo er ikke længere det samme tændstiktårn som det var da jeg som 9-årig fik mit livs hidtil eneste anfald af vertigo deroppe, og man er nu i gang med fornyelsesprojekter på bakkerne i Planica og Willingen. Det er man nødt til, ikke mindst af sikkerhedshensyn i en sport der er ganske farlig. Hopsportens farer er dokumenteret i Werner Herzogs film fra 1974 om skihopperen Walter Steiner (og dem har jeg slet ikke været inde på i denne blogpost - måske er det fordi der, trods Hildes uheld i dag, sker så få alvorlige skader i nutidens skihop?).
Sportens design er det samme som før i tiden, og heldigvis for det. Det er nemlig netop der fascinationen ved netop denne sportsgren ligger.
Jeg er først for nylig begyndt at følge skihop, og det er jo i grunden en underligt absurd sport. En konkurrenceweekend består vel for springerne af sammenlagt vel under et minut i aktion. Ganske lidt af denne tid kontrollerer springeren tempo, balance eller i virkeligheden noget som helst andet, for vindforholdene er altafgørende for det helt rigtige hop. Det var vinden der ødelagde Kamil Stochs chancer for et godt resultat i årets Firebakketurnering i Oberstdorf i dag. Skihopperen forekommer ret tit magtesløs over for elementerne. Men han skal gøre hvad han kan for at kontrollere, og derfor ligger der endeløs træning og opvarmning til grund for de korte præstationer. Elitesportens logik.
En teoretiker som mig kan selvfølgelig ikke forstå den dybere dynamik i en sportsgren på baggrund af at have fulgt den i et par måneder. Det jeg kan, er at iagttage hvordan en konkurrence forløber, og hvordan aktørerne forholder sig til hinanden. Sportslig antropologi, om man vil. Eller dramaturgi.
Uanset hvordan vejret opfører sig, er der megen ventetid i skihop. Dels for springerne, der må opholde sig lang tid i opvarmningsområderne, sidde længe i skilifts - hvilket tv-kameraer fra tid til anden dokumenterer - og i minutterne op til hoppet venter de på hinanden. Sidder i kø. Men også for deres trænere, der opholder sig i et meget klart defineret område på bakken, trænertårnet. Og for tilskuerne, men det går nu igen i mange sportsgrene, i særdeleshed i vintersport.
Men ventetiden er en del af dramaet i skihop. Hoppene i sig selv ligner frem til de sidste ti springere en mærkelig monoton afvikling af en konkurrence; store følelsesudbrud er ganske sjældne, og tv-billeder af tilskuere og det øvrige liv omkring hopbakken bekræfter den dramatiske homogenitet. Tilskuerne hylder alle hoppere. I hvert fald - med få undtagelser - inden for nationaliteterne. Og så al den ventetid. For et par uger siden, jeg mener det var i Harrachov, viste tv i adskillige minutter kun billeder af Severin Freund der sad i en skilift og ventede på at blive hejst op i tilløbstårnet. Der skete ingenting, og alligevel rummede de billeder noget jeg synes er meget vigtigt for formidlingen af en sportsbegivenhed til tv såvel som live: Potentiel energi. Der var ingen tvivl om at Freund i det øjeblik var en topatlet på vej i arenaen. Fintunet, opvarmet, klar.
Figurerne der optræder i hopsporten er naturligvis også vigtige for sportens appel, og her har skihop den ulempe i forhold til de fleste store sportsgrene at få - hvis overhovedet nogen - udøvere har potentiale til at transcendere sportens grænser. Med andre ord er skihoppere kendte blandt folk der følger skihop, og ikke uden for deres sport. Eddie "The Eagle" Edwards er en notabel undtagelse, men en som skihopsfolk ikke bryder sig meget om.
Det er mit indtryk at vi netop nu befinder os i en sportsligt stærk periode i skihopsporten. Purister vil mene at sporten toppede i 80'erne med Jens Weissflog (det vil nok i hvert fald østtyskere mene), men faktum er at Legendernes Tid i høj grad var omkring årtusindskiftet med navne som Adam Malysz og Janne Ahonen, der hører til deres respektive landes største sportsnavne gennem tiderne, og den tyske guldalder med Sven Hannawald i spidsen. Især Hannawald var en rockstjerne i Tyskland, der kunne det der med at sælge billetter uden for hopsportens trods alt lidt begrænsede markeder, men efter at han stoppede karrieren på grund af udbrændthed, kunne man mene at få nuværende skihoppere har den samme gennemslagskraft som de tre store fra dengang, hvoraf Malysz, der stoppede efter 2010-sæsonen, var den sidst aktive.
De største navne i skihop i dag er østrigere. Thomas Morgenstern, der netop er blevet kåret som årets sportsudøver i Kärnten, hvor han kommer fra, var inden denne sæson favorit til at vinde World Cuppen, men har ikke helt kunnet få det til at fungere optimalt indtil nu. Morgenstern er en fantastisk karakter i skihopsmiljøet, altid smilende, giver sig god tid til at hilse på fans, og er altid blandt de første til at lykønske sine konkurrenter, også selv om han må være skuffet over hvordan sæsonen er forløbet, på baggrund af sin oprindelige favoritværdighed. Han er nok det tætteste man kommer på en superstjerne i denne sport, og han er altid i nærheden af podiet, på trods af små skader og selv om han ikke har haft den sidste skarphed i finalerne. Selv om han stadig er ung, 25 år, afslører hans attitude at han har konsolideret sin position øverst i springernes hierarki.
Andreas Kofler, en anden østriger, har været den markant stærkeste og mest stabile i denne sæson. Han lagde ud med at vinde de første tre konkurrencer i World Cuppen, bl.a. med en dominerende sejr i Kuusamo, årets første møde. Kofler har en stærk balance, og er praktisk taget en lige så komplet hopper som Morgenstern. Hans redning af en ubalance ved landingen i dag vidner om flot kontrol og stor form. Med sine 27 år er det nu Kofler skal toppe, og det ser det ud til at han kan. Gregor Schlierenzauer, der vandt i Oberstdorf i dag, er med sine kun 21 år stadig en sensation. Han nærmer sig adskillige rekorder i World Cuppen, og i dag vandt han sin anden individuelle sejr i denne sæson. 'Schliri', som han kaldes, er en eksplosiv hopper med et stærkt afsæt, og han er nok bedre i luften end sine direkte konkurrenter. Hvis hoplængden var den eneste konkurrenceparameter i skihop, var der nok meget få der kunne hamle op med Schlierenzauer, som fører sæsonregnskabet for hoplængde med 3 meter (2034 meter mod Koflers 2031; Morgenstern ligger tredjebedst med 2003,5 meter). Hvis nogen skulle tage konkurrencen op mod Schlierenzauer i ren hopstyrke, skulle det nok være den store østriger Martin Koch, som dog føler sig bedst hjemme på de ekstra store bakker i skiflyvning, eller den ligeledes pladskrævende verdensrekordindehaver, nordmanden Johan Remen Evensen, der dog overhovedet ikke har kunnet få tingene til at fungere i år.
Hvis stilkaraktererne var den eneste konkurrenceparameter, ville polakken Kamil Stoch derimod være blandt favoritterne til World Cuppen. Stoch er billedet på en typisk skihopper med sin klejne fysik og fokuserede, men rolige, blik, og når han svæver ned mod dalen, ligger han helt stille i luften. Mange spår Stoch en stor karriere, og æstetisk er hans hop en nydelse for en ikke-indviet beundrer af denne sport. Desværre er han også skrøbelig over for elementerne, hvad hans andet hop i dag illustrerede, og meget ustabil; i Lillehammer nåede han således ikke engang til anden runde. Men i kraft af sine høje stilkarakterer ligger han højere placeret i World Cuppen end i hoplængderegnskabet.
Dette skal naturligvis ikke være en omfattende gennemgang af figurerne i skihopsporten, men blot en lille demonstration af hvor interessant feltet stadig er, på trods af tabene af Malysz, Ahonen og, for nogle år siden, Hannawald. Tyskerne har igen nogle solide springere, med den mest stabile, Severin Freund, og Richard Freitag, der er i færd med en gennembrudssæson, i spidsen, og nordmændene har haft den komplette hopper Anders Bardal at glæde sig over, selv om de nok skal håbe på at Tom Hilde hurtigt kommer sig oven på sit styrt i Oberstdorf i dag.
Således er persongalleriet og dramaet skitseret. Nu kan Firebakketurneringen fortsætte den 1. januar i Garmisch-Partenkirchen med det traditionelle nytårsskihop. Efter denne lidt lange blogpost på en blog der handler om sportsnostalgi kan man måske undre sig over hvor nostalgien er henne i al denne gennemgang af denne sæson med den pointe at det nutidige felt er lige så interessant som det sporten bød på for ti år siden. Er det ikke et brud på denne blogs definerende regel?
Nej, for skihop er som sportsgren ren nostalgi. Det er en rendyrket anakronisme, med konservative udviklinger inden for hopteknik, udstyr og scenerne for konkurrencerne. Meget ligner sig selv fra Weissflog-æraen i midt-80'erne: Springerne har omtrent de samme dragter på, af en grund som kun skihoppere vel kan forklare, får de tophuer på når de tager hjelmen af, og skihopbakkerne afgrænses stadig af den samme type tilsyneladende ubehandlede og (har jeg konstateret ved selvsyn) ofte smårådne brædder. Anlæggene fornys - Holmenkollen i Oslo er ikke længere det samme tændstiktårn som det var da jeg som 9-årig fik mit livs hidtil eneste anfald af vertigo deroppe, og man er nu i gang med fornyelsesprojekter på bakkerne i Planica og Willingen. Det er man nødt til, ikke mindst af sikkerhedshensyn i en sport der er ganske farlig. Hopsportens farer er dokumenteret i Werner Herzogs film fra 1974 om skihopperen Walter Steiner (og dem har jeg slet ikke været inde på i denne blogpost - måske er det fordi der, trods Hildes uheld i dag, sker så få alvorlige skader i nutidens skihop?).
Sportens design er det samme som før i tiden, og heldigvis for det. Det er nemlig netop der fascinationen ved netop denne sportsgren ligger.
Abonner på:
Opslag (Atom)