Wardrobe Malfunction

Dette er overhovedet ikke det blogindlæg jeg havde planlagt om den store skihopweekend vi netop er kommet ud af. Med to skiflyvningskonkurrencer på samme bakke (Kulm) hos mændene, og to world cup-konkurrencer hos kvinderne. Men som ved Super Bowl XXXVIII, hvor Janet Jacksons publicity-stunt gik galt, eller fik en uventet modtagelse - sådan var de fleste fornuftige tolkninger af det i hvert fald - ja, så blev skurkagtige beklædningsgenstande også tildelt en hovedrolle i skiflyvningskonkurrencen i dag.

Ja - dengang kostede en 'wardrobe malfunction' nærmest Janet Jackson karrieren (hvorimod Justin Timberlake gik helt fri; jeg lægger et link til begivenhedens wikipedia-side her, hvis nogen skulle have glemt hvad der skete). Helt så slemt var det trods alt ikke i dag.

Scenen i dag var finalerunden af skiflyvningen i Kulm. En sublimt tilspidset kamp mellem de store. Kofler meldte sig ganske vist ud tidligt (hans form er tilsyneladende styrtdykket efter Firebakketurneringen), men Morgenstern var skarp. Ham overtog Kamil Stoch føringen fra, og holdt den et stykke tid. Helt indtil den tredjesidste hopper, Anders Bardal fra Norge, der havde et stort forspring til Stoch fra første runde.

Mens Bardal indtog sin plads i førerstolen for foden af bakken, udspillede der sig et besynderligt drama på toppen af den. Gregor Schlierenzauer, den næstbedste i første runde, havde et problem med sin skihopdragt, der var gået i stykker ved lynlåsen. Kameraerne fulgte tæt hvordan et par hjælpere, vistnok nogle prøvehoppere fra den lokale skiklub, hjalp "Schliri" med at få lappet dragten sammen med sikkerhedsnåle og gaffertape. Det var helt surrealistisk at se på. Schlierenzauer så rolig ud, men det var han vist også den eneste der var. Tilskuerne var urolige, officials var utålmodige, og sandt at sige var jeg også irriteret. Når Schlierenzauer hopper, er det for tiden konkurrencedagens højdepunkt, for hans form synes at være den bedste lige nu. Et par trin oppe ad rampen stod Daiki Ito, den japanske powerhopper, som med sit eksplosive afsæt havde vundet første runde, og prøvede at holde sig varm.

Det tog lang tid. Men da han kom ud på rampen, bevarede Schlierenzauer roen. Han blev i luften, meget, meget længe. Ved landingen trak han på skuldrene, på trods af at han havde præsteret det bedste hop i anden runde, og lå til at vinde suverænt. Ito landede, men kunne ikke følge op på sit superhop fra første runde. Han blev nummer tre.
Så gik der igen lidt tid, og tysk TV viderebragte nogle ordvekslinger fra konkurrenceledelsens radio. Og så kom den officielle meddelelse: Schlierenzauer var blevet diskvalificeret dels på grund af at reglerne siger en skihoppers dragt skal være lynet til (og Schliris havde jo altså været lukket med gaffertape), og dels på grund af at den flagrende gaffertape ved Schlierenzauers hals havde været ekstra vindmodstand i strid med reglerne.
Bardal fik således tilkendt sejren, foran Daiki Ito og Kamil Stoch i en af de underligste wardrobe malfunctions jeg har set i nogen sport. Man kan nok diskutere om kendelsen var rigtig - min umiddelbare reaktion på Twitter var at det var den ikke, men faktum er efter denne weekend at der nu er fire hoppere inde i billedet til den samlede worldcup-sejr: Kofler, der fortsat fører (og som fik megen gavn af dagens afgørelse), Schlierenzauer og Bardal, der har virket i god form hele sæsonen, og så Thomas Morgenstern, der pludselig er inde i billedet igen (han blev nummer fire i dag, og ham kan man slet ikke glemme endnu). Alle fire hoppere er inden for 100 points i den samlede stilling.

*

Og så kvindeskihop. Der er billedet fra uge til uge blevet mere entydigt efterhånden som sæsonen for alvor er kommet i gang. Inden sæsonen, den første worldcup-sæson i kvindeskihop, havde mange regnet med at de erfarne, Anette Sagen (Norge) og Daniela Iraschko (Østrig) ville være favoritterne, men den 17-årige amerikaner Sarah Hendrickson vandt den første konkurrence i Lillehammer, og har faktisk domineret lige siden. Kun én konkurrence har hun ikke vundet, og der blev hun trods alt nummer ni.

Hendrickson er den store stjerne i kvindeskihop, og specielt hvis hun kan blive ved på denne måde, kan hun blive sportens store trækplaster. Eller rettere, næsten på denne måde, for én hopper skal også nødig fuldstændig dræbe spændingen over alt for lang tid. For at tage kvindeskihop alvorligt, er det lidt bredere publikum nemlig nødt til at opleve at atleterne tager skihoppen alvorligt - -  og sidste sæsons (Continental Cups) dominerende hopper, Daniela Iraschko, er faktisk kun skihopper i vinterpausen fra hendes primære sport, hvor hun er målmand for Wacker Mädels' fodboldhold i den østrigske kvindeliga. Og så sælger hoppere som Sarah Hendrickson, Jessica Jerome eller Melanie Faisst nok sporten bedre med deres udadvendte udstråling, frem for den lidt bastante Iraschko.

Og så viste weekendens konkurrencer i Predazzo, Italien, at de kvindelige skihoppere har niveauet til at det er på høje tid at de kommer med til Vinter-OL: Hendricksons vinderspring i går var 107.5 meter, hvilket var nok til at dele bakkerekorden med den legendariske (mandlige!) polske hopper Adam Malysz. Og i dag sprang hun 108 meter, og blev derved eneindehaver af rekorden. Ikke dårligt. Slet ikke dårligt.

Den næste måneds tid er stadig højsæson i skihop, og der er mange konkurrencer der skal afvikles. Hos herrerne er spændingen som nævnt intakt, medens det er svært at se hvordan den næstbedst placerede kvinde (Iraschko) skal kunne indhente de næsten 200 points hun allerede er efter Hendrickson.

*

Jeg vil slutte af med et par sætninger om Lauberhorn-styrtløbet, worldcup-kalenderens vel nok næstmest prestigefyldte styrtløb, efter Hahnenkamm-løbet, der afvikles i næste weekend. Lauberhorn-løbet blev kørt i Wengen i går, og jeg fik desværre ikke set det. Jeg kender sågar intet til vinderen. Det Lauberhorn-løb jeg husker bedst, forbliver den helt vanvittige årgang, 1997. Bruno Kernen styrtede voldsomt, og havde nær endt sin karriere i Brüggli-S-kurven. Han kom tilbage og vandt på Lauberhorn hele seks år senere, og i dag hedder den kurve 'Kernen-S'. Vinderen i 1997, Kristian Ghedina, havde en skarp duel kørende med Luc Alphand, endte med at slå ham med ganske få hundrededele, for derefter at kollapse og styrte ind i barrieren i målområdet.
Lauberhorn-løbet kræver udholdenhed. Ghedina havde det, men den dag, hvorfra vindertiden i øvrigt stadig står som banerekord, var løbet så ekstremt at selv han måtte give efter til sidst. Men Wengen-løbets vedvarende belastning gør også at en mere eksplosiv og aggressiv styrtløber som fx Didier Cuche typisk gør det mindre godt der end i det mere vildsomme Hahnenkamm-løb i Kitzbühel.

Kitzbühel er næste weekend, og det er jo også et årligt signal om at januar er ved at være slut. Og så vinterens vildeste kamp på den alpine kalender. High noon, næste weekend. Som om denne weekend ikke havde budt på nok drama i vintersport.

Kamil Stochs forsvindingsnummer

Jørgen Leth skrev et jazz-inspireret digt nede i 50'erne, som han kaldte "En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem". Det er også titlen på en antologi over Leths jazzskriverier, som jeg er i gang med at læse for tiden.

I går forsvandt Kamil Stoch i Innsbruck.

Han har så tiltalende et potentiale, denne polak. Ingen skihopper har en finere stil end han, han ligger roligere i luften end selv Thomas Morgenstern, og har en stoisk udstråling når han sidder på startplanken. Endnu mere end de andre hoppere. Kamil Stoch skiller sig ud. Flere af skihopperne er karakterfulde, i særdeleshed østrigerne og nordmændene (de får vel mest tv-tid i deres hjemlande), men det er det egentlig ikke mit indtryk at Kamil Stoch er. Det er bare som om han hopper i sin egen konkurrence, på sin egen bakke, i sin egen verden.

Første gang jeg lagde mærke til Kamil Stoch var da Eurosport viste sommerskihop fra Klingenthal i oktober. Stoch førte efter første runde og landede et sikkert vinderhop som sidste mand på bakken. I sin egen verden.
Men der er også noget meget skrøbeligt over ham. I Innsbruck havde Kofler, vel den mest teatralske af alle hopperne, igen skippet kvalifikationen, således at han måtte starte med rygnummer 50. Stoch havde vundet kvalifikationen, og skulle altså direkte op imod World Cupens førende hopper.
Kofler leverede det hidtil 3.-bedste hop i konkurrencen. Stilsikkert, agressivt. Han har været det tætteste man kan komme på en sikker podiekandidat i skihop denne sæson.
Og så Kamil Stoch. Sidste mand. Han havde god fart på ned ad rampen, lå som sædvanlig helt stille i luften. Og så tiden der gik. Og mere tid. Og mere endnu. Da han endelig landede, havde han føringen, finalepladsen og forvandlet Kofler til en lucky loser, et wild card.

Finalerunde. Igen problemer med vindforholdene, som har påvirket adskillige konkurrencer i år. Føringen skifter et par gange. Kofler leverer et fremragende hop, der bringer vild jubel blandt hans hjemmepublikum. Suveræn føring, og den holder længe. Schlierenzauer kan ikke slå ham denne gang.
Og så Kamil Stoch. Sidste mand i luften. Men pludselig lander han, kun lige over 100 meter. På udløbsstykket viser han et skuldertræk i retningen af kameraet. En niendeplads. Cirka det niveau Stoch har været på det meste af sæsonen, men en gedigen skuffelse efter det formidable første hop.

Det var et klassisk forsvindingsnummer i det der i amerikansk sport kaldes 'crunch time': Det tidspunkt hvor afgørelsen finder sted. Intet er mere crunch time i vintersport end den sidste hopper i skihop. Presset er maksimalt.
Der krakelerede Kamil Stochs egen isolerede skihopsverden. Tydeligvis. Måske var der noget med vinden, måske ikke. Sagen er at han ikke leverede. I amerikansk sport taler man om at en atlet er 'clutch' hvis han kan levere afgørende præstationer i crunch time. Kamil Stochs store svaghed lader til at han ikke er clutch nok til de store sejre (han har heller ikke stabilitet, men det er der kun to-tre skihoppere der reelt har). Store atleter der forsvinder i crunch time er noget af det mest frustrerende at se på i sport. Og det kan være noget de store kæmper med igennem flere år (LeBron James på et niveau, Caroline Wozniacki på et andet). Hvis man som topatlet er clutch, kan man skabe sig en større legende end ens regulære niveau måske berettiger til. David Ortiz har kun to-tre sæsoner som blot en anstændig hitter midt i Bostons lineup. Oscar Freire er sjældent i form, men altid til VM. Robert Horry - ja, han er et kapitel for sig. Det kommer jeg nok til.

Innsbruck kunne være blevet Kamil Stochs helt store gennembrud. Ikke denne gang.


P.S.: Duke Jordan var en jazzpianist som bl.a. var medlem af Charlie Parkers genredefinerende kvintet. Så vidt jeg ved, forsvandt han ikke i Harlem, og slet ikke på det tidspunkt hvor Jørgen Leth skrev sit digt. Han døde i 2006 som 84-årig. Kamil Stoch forsvandt selvfølgelig heller ikke rigtigt i Innsbruck. Han kan stadig vinde World Cup-konkurrencer i år. Men han skal nok finde tilbage til sin egen verden og isolere sig der når han skal hoppe i pressede situationer, hvis han vil vinde de prestigefyldte konkurrencer.